På billedet ses Anders Brandt Sørensen og Lilly Pedersen foran Rådhuset i Frederikshavn.
En livserfaren kandidat stiller op til Byrådet
14. august 2025 - kl. 15:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lilly Pedersen, Frederikshavn har valgt at sige ja til at stille op til det kommende byrådsvalg i Frederikshavn Kommune, for Socialdemokratiet, liste A som nr. 22 på listen.
Om jeg bliver valgt, er langt fra sikkert, men jeg vil gøre et forsøg og jeg vil gøre det med glæde, ydmyghed og stor nysgerrighed.
Oprindeligt er jeg bankuddannet. Jeg har været i Frederikshavn Kommune i 27 spændende år, gik på pension for 2 år siden, hvor jeg var ansat i HR afdelingen. De sidste mange år var jeg Trivsels-og Sundhedsfremmekoordinator for alle ansatte.
Jeg bor i Bangsbostrand hvor jeg nyder at være tæt på skoven, åen og havet, men mest af alt nyder jeg at være en del af Frederikshavn Kommune. Jeg er stolt af vores kommune, vi har natur, kultur og muligheder der bare skal gribes.
Jeg har lysten, energien og overskuddet og vil gerne prøve muligheden af for at komme ind i Byrådet og sætte fokus på alt det vi kan sammen.
Det jeg brænder for er at skabe noget der giver positiv energi. Det koster nogen gange nogle store omveje i både debat og hårdt arbejde, men ved fælles indsats tror jeg på, at vi kan vende udviklingen for Frederikshavn Kommune.
Vi skal blive langt bedre til at tale tingene op. Rent faktisk er der meget der går godt i vores kommune. Se det, nyd det og tal positivt om det.
Der skal fokus på alle os med erfaring, de ældre. Vi skal ikke efterlades på perronen, men have vilkår der er værdige for alle.
Der skal forebygges og sættes tidligt ind på alle områder, mere end det Frederikshavn Kommune, allerede har fokus på.
Vi skal have en bred, saglig og nærværende dialog med de faglige organisationer.
Der skal fokus på de unge. Der skal være uddannelsesmuligheder, sport og events der gør at vi kan fastholde dem – eller i det mindste få dem tilbage når de har været ude og opleve omverdenen. Og transportmuligheder skal gøres langt mere fleksible, både for de unge men også for alle andre.
Vi skal sikre, at de børn der vokser op og går i skole i Frederikshavn Kommune, føler sig som en del af noget større. De skal ses, de skal høres, men de skal også vide, at de selv kan gøre en forskel for at få en uddannelse der giver mening.
Boliger i naturskønne områder og masser af plads. M2 prisen er utrolig billig, pral af det hvor I kommer. Måske kan vi få nye borgere på den konto.
Erhvervslivet, der er fremdrift. Men der kan optimeres langt mere. Der er opgaver på vej, der skal laves/repareres/ skibe, krudt og kugler og det kommer til at skabe arbejdspladser på den ene eller anden måde, det skal nok lykkes.
Alle i den erhvervsdygtige alder skal der værnes om, for desværre bliver der færre af dem i den nærmeste fremtid. De ansatte på vores største arbejdsplads Frederikshavn Kommune, skal have vilkår der gør, at de går gladere på arbejdet end da de kom.
Hvis jeg bliver valgt, vil jeg vil glæde mig til, sammen med resten af holdet på liste A og det øvrige Byråd, at være med til at gøre Frederikshavn Kommune synlig, fokus på værdighed, nærvær og fremdrift for os alle.
Bag skærmen løser vi ikke de problemer der er, dialog via medier er fint, men ikke for at udstille og såre andre. Politik og udfordringer skal føres i øjenhøjde og tæt på borgeren.
Det kræver noget af os alle, vi skal have fokus på hvad der er vigtigt for ”dig”, men på en måde, så ”du” bliver en del af løsningen.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En livserfaren kandidat stiller op til Byrådet' til en bekendt