Alle partier til møde om valgets hedeste emne
28. oktober 2025 - kl. 5:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Alle partier, der stiller op til byrådet, sender kandidater til et vælgermøde om ældrepolitik torsdag den 30. oktober kl. 16 i Vesterports lokaler på Abildgårdvej. Mødet er arrangeret af Ældre Sagen Frederikshavn – Læsø, Skagen og Sæby.
Flere ældre – dårligere service
- Ældreområdet er blevet det hedeste emne i valgkampen, og det er fuldt forståeligt. Vi bliver flere ældre, behovet for pleje vokser og folk oplever, at kommunens service på området bliver ringere. Derfor er det meget opmuntrende for os, at alle partier møder frem og fortæller om deres holdning til ældreområdet. Det trænger til et løft og til al den opmærksomhed, det kan få, siger Gitte Funch, der er formand for Ældre Sagen Frederikshavn – Læsø.
På vælgermødet vil arrangørerne bede kandidaterne tage stilling til emner som ældreboliger, hjælp til rengøring, normering på plejecentre, flere kendte ansigter i hjemmeplejen, egenbetaling, digitale træningstilbud og frivilligt arbejde.
Må gerne blive enige
Det er også emner, som Ældre Sagen løbende drøfter.
- Vi håber på en god dialog, og vi går bestemt ikke efter uenighed blandt kandidaterne. De må meget gerne tale sig til enighed om et løft af ældreområdet, så vi kan være sikre på, at det også kommer til at ske, når det nye byråd er valgt, siger John Dohn, der er formand for Ældre Sagen i Sæby.
Fra partierne møder:
Anders Brandt Sørensen, Socialdemokratiet
Christina Lykke, SF
Jens Nygaard, Danmarksdemokraterne
John Lamp Henriksen, Konservative
Jon Andersen, Venstre
Jonas Sivesgaard, Enhedslisten
Klaus Hjulmand, Liberal Alliance
Lone Haugaard, Moderaterne
Thomas Hjort, Dansk Folkeparti
Ordstyrer er journalist Stener Glamann fra Tankegang, og både unge og ældre er velkomne. Tilhørerne får mulighed for at stille spørgsmål til partiernes kandidater både under og efter mødet, og der er gratis adgang.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Alle partier til møde om valgets hedeste emne' til en bekendt