Illustrationsfoto.
127 brande på ét år: Alm. Brand advarer mod batterier i hverdagsprodukter
9. november 2026 - kl. 9:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Mobiltelefoner, elcykler og bærbare computere kan udgøre en alvorlig brandrisiko, hvis lithiumbatterier bliver beskadiget eller håndteret forkert. Og næsten hver fjerde brand i mindre produkter med lithiumbatterier i 2025 opstod under opladning.
Lithiumbatterier findes i mange af de produkter, danskerne bruger hver dag. Men bliver batterierne beskadiget eller håndteret forkert, kan de udgøre en alvorlig brandrisiko.
I 2025 rykkede redningsberedskaberne ud til 127 brande i mindre produkter med lithiumbatterier. Næsten hver fjerde brand opstod under opladning, viser nye tal fra Beredskabsstyrelsen, som Alm. Brand har indhentet.
Alm. Brand har ikke en særskilt opgørelse over brande i lithiumbatterier, men forsikringsselskabet genkender problemet fra konkrete skadesager.
”Brande i lithiumbatterier kan udvikle sig på meget kort tid og medføre voldsomme skader fra ild og varme. Derfor skal man tage risikoen alvorligt, også når det gælder de små produkter, vi bruger hver dag,” siger Britta Bjerregaard, skadedirektør i Alm. Brand.
Af de 127 brande opstod 46 i mindre personlige transportmidler. Elcykler var det enkeltprodukt, som redningsberedskaberne oftest blev alarmeret til. I 2025 blev der registreret 27 brande i elcykler mod 25 året før.
Brande kan blandt andet opstå, hvis et batteri bliver beskadiget eller overophedet eller oplades med en oplader, der ikke er beregnet til produktet.
”Brug altid en original oplader der passer til produktet, og oplad, mens du er i nærheden og vågen. Hold batteriet væk fra brændbart materiale og fra steder, hvor en brand kan blokere en flugtvej. Bliver batteriet varmt, lugter mærkeligt eller begynder at ryge, skal man reagere med det samme,” siger Britta Bjerregaard.
Der kan også være en risiko, når elektroniske produkter bliver smidt ud. I 2025 rykkede redningsberedskaberne ud til 22 affaldsbrande, hvor et mindre produkt med lithiumbatteri blev vurderet som den formodede årsag.
”Et udtjent batteri er stadig en brandrisiko. Bliver det klemt eller beskadiget under affaldshåndteringen, kan det kortslutte og bryde i brand. Derfor skal batterier og produkter med indbyggede batterier afleveres efter kommunens anvisninger. De må aldrig ende i det almindelige affald,” siger Britta Bjerregaard.
Alm. Brand Forsikring er en dansk finansiel koncern grundlagt i 1792. I dag driver vi virksomhed inden for forsikring som en del af Alm. Brand Group og dækker sammen med vores samarbejdspartnere alle finansielle behov hos vores kunder.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '127 brande på ét år: Alm. Brand advarer mod batterier i hverdagsprodukter' til en bekendt