Ny kampagne skal forebygge selvmord

Ny kampagne skal forebygge selvmord

10. september 2025 - kl. 7:47 - af

’Tomrummet, du efterlader, fylder alt’. Sådan lyder budskabet i en ny kampagne, som skal forebygge selvmord. Kampagnen lanceres på den internationale mærkedag for selvmordsforebyggelse 10. september.

Tager fat i udpræget misforståelse blandt personer med selvmordstanker

Kampagnen tager afsæt i fortællinger fra tre anonyme efterladte til selvmord. De fortæller, igennem billeder, om det massive tomrum, der er opstået efter de har mistet. Et tomrum som mange mennesker med selvmordstanker ikke nødvendigvis er opmærksomme på. Tværtimod er det en udpræget misforståelse blandt mange, som i deres krise tror, at de vil gøre deres pårørende en tjeneste ved at tage

deres eget liv og ”befri” dem fra deres bekymringer.

Men den opfattelse er en helt anden, når man taler med de efterladte, der står tilbage efter et selvmord. Det fortæller Jeppe Kristen Toft, der er direktør ved Livslinien, som står bag kampagnen:

’Vi ved, at der er en udpræget opfattelse af at være ”en belastning” for sine omgivelser, når man har selvmordstanker og har brug for hjælp, men når vi taler med de efterladte, er historien en helt anden. De ville om noget rigtig gerne have haft en mulighed for at hjælpe den, de havde kært og gjort dem opmærksom på, hvor meget de betød for dem.’

Baggrund for kampagnen

Seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der var 528 selvmord i 2023. Det er mere end tre gange så mange, som der dør i trafikken. Yderligere forsøger omkring 10.000 mennesker hvert år at tage sit eget liv. Det estimeres, at der i gennemsnit er fem personer helt tæt på, der bliver berørt, hver gang et selvmord

eller et selvmordsforsøg finder sted.

Selvmord er, ud over det store menneskelige tab for den enkelte pårørende, altså et stort samfundsmæssigt problem, som Livslinien hver dag arbejder for at nedbringe:

’Vi har åbent hver dag året rundt og modtager mere end 200.000 henvendelser årligt på vores anonyme rådgivningstilbud fra mennesker med selvmordstanker eller i anden alvorlig livskrise. Det fortæller en hel del om, hvor omfattende en problematik, vi har med at gøre, og hvor mange der dagligt er berørt af en selvmordsproblematik’, udtaler Jeppe Kristen Toft.

Hvordan kan en kampagne hjælpe?

Livsliniens primære ydelse er anonym rådgivning via telefon og chat. Selvmordsforebyggelse kræver dog en samfundsmæssig indsats, hvis vi vil nedbringe antallet af selvmord. Dette antal har været stort set uændret de seneste 20 år, men 10-årsplanen for psykiatrien indeholder en målsætning om at reducere selvmordsantallet med 33 %.

’Hvis vi skal forebygge flere selvmord, end vi gør i dag, er det vigtigt, at vi også formår at gøre opmærksom på omfanget og konsekvenserne, hver gang en person tager sit eget liv eller forsøger på det. Men ikke mindst skal vi udbrede viden om, at der er hjælp at hente, hvis du har selvmordstanker, og at selvmordet ikke er løsningen. Det budskab håber vi på at nå ud med til den brede befolkning med denne kampagne’, slutter Jeppe Kristen Toft af.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ny kampagne skal forebygge selvmord' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger