Tekniske problemer spolerede stærk Mugello-weekend for Milan Rytter

Tekniske problemer spolerede stærk Mugello-weekend for Milan Rytter

28. juli 2026 - kl. 10:31 - af

Den nordjyske racerkører viste overbevisende fart på Mugello Circuit, men et teknisk problem tvang ham ud af Race 2 og kostede et topresultat.

Milan Rytter ankom til Toscana uden en eneste omgang på Mugello i bagagen. Med kun to træninger til at lære banen at kende var forberedelsestiden knap, og det kom til at afspejle sig i tidtagningen. Ikke på grund af manglende fart, men på grund af trafik på den afgørende omgang.

“Farten var egentlig god, men desværre blev min hurtigste omgang ødelagt af trafik, hvilket betød, at vi måtte starte begge løb fra P15,” siger Milan Rytter.

Startplaceringerne var ikke det udgangspunkt, Oregon Team-duoen bestående af Milan Rytter og Giuseppe Fico havde håbet på, men det ændrede ikke på ambitionsniveauet.

I Race 1 startede Fico i den potente Lamborghini Huracan Super Trofeo og leverede et solidt fundament, inden Milan Rytter overtog rattet og kørte bilen i mål på niendepladsen. En fin præstation fra de bageste rækker, men begge kørere vidste, at der var mere at hente.

Race 2 skulle vise sig at bekræfte netop det. Milan Rytter startede selv fra P15 og arbejdede sig metodisk fremad i feltet. Han var på niendepladsen og bevægede sig mod de forreste positioner, da tekniske problemer tvang bilen ud af løbet.

“Mega ærgerligt! Jeg havde kæmpet mig op til P9, var femtehurtigste kører på banen, og nogle af dem foran mig havde desuden straffe som skulle afvikles. Så det var en hård måde at slutte weekenden på,” siger Milan Rytter og tilføjer:

“Ud fra at det var første gang på banen, er jeg glad for den præsentation, jeg leverede. Vi viste, at farten var der, og det tager jeg med mig videre.”

For den 19-årige sæbynit blev Mugello-weekenden endnu et kapitel i en stejl læringskurve i et af Europas mest konkurrenceprægede GT-mesterskaber – og en påmindelse om, at potentialet er til stede, når alt klikker.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tekniske problemer spolerede stærk Mugello-weekend for Milan Rytter' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger