
Illustrationsfoto.
Seks ud af ti nye kroner er gået til specialiserede områder siden 2018
16. oktober 2026 - kl. 7:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
De senere års økonomiske løft til kommunernes økonomi er blevet udvandet af stigende serviceudgifter til det specialiserede social- og undervisningsområde, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Samtidig er der store forskelle på, hvor meget kommunerne bruger på specialområderne.
VELFÆRD
Hver gang kommunernes udgifter til velfærd er øget med ti kroner siden 2018, er seks kroner gået til at dække nye udgifter på det specialiserede social- og undervisningsområde.
Med andre ord ryger investeringerne i høj grad uden om de almene velfærdsområder.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Danmarks Statistik og Kommunernes Landsforening.
Helt præcist er 61 procent af realvæksten i kommunernes serviceudgifter gået til det specialiserede social- og undervisningsområde i perioden 2018-2025.
Det specialiserede social- og undervisningsområde dækker over udgifter til børn, unge og voksne med særlige behov og specialundervisning i folkeskolen.
“Det er ikke overraskende, hvis mange har svært ved at forstå, at kommunerne har fået de økonomiske løft, som de har læst om i medierne i de senere år. En stor del af pengene går til specialområder, så man mærker det i meget lille grad i almene dagtilbud, skoler og ældrepleje,” siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Hvor kommunerne i 2018 samlet brugte cirka 80 milliarder kroner på de nævnte specialområder, brugte de i 2025 omkring 93 milliarder kroner.
”Når udgifterne på specialområderne vokser, er der færre penge til de almene områder, som også trænger til investeringer,” siger Lars Andersen.
Botilbud står for 40 procent af stigningen i udgifterne til det specialiserede social- og undervisningsområde siden 2018, så kommunerne nu bruger cirka 27 milliarder kroner alene på dét område. Det er næsten dobbelt så meget, som kommunerne samlet bruger på det specialiserede skoleområde (cirka 15 milliarder kroner).
Store forskelle på udgifterne blandt kommunerne
Analysen viser også, at der er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger på det specialiserede social- og undervisningsområde.
I Lolland Kommune bruger man 26.490 kroner per indbygger på det specialiserede social- og undervisningsområde. I Dragør bruger kommunen 10.900 kroner per indbygger.
”Nogle kommuner har over dobbelt så høje udgifter til specialområder som andre. Det understreger, at der skal tages mere højde for den enkelte kommunes udgifter, når staten uddeler økonomiske tilskud. Der kan være stor forskel på, hvor mange borgere med særlige behov, hver kommune har,” siger Lars Andersen.
”Hvis udgifter til specialområder tvinger kommunerne til besparelser på de almene områder, kan det potentielt blive en negativ spiral, hvor kvaliteten i dagtilbud, skoler og forebyggende indsatser falder. Det kan betyde, at endnu flere kan få behov for specialtilbud i fremtiden,” siger Lars Andersen.
Analysens hovedkonklusioner
- Siden 2018 er 61 procent af realvæksten i kommunernes serviceudgifter gået til det specialiserede social- og undervisningsområde.
- Udgiftsvæksten er bredt funderet, men nogle områder fylder mere end andre. Botilbud er både den største udgiftspost og den post, der er vokset mest siden 2018.
- Der er store geografiske forskelle på udgifterne til specialiserede områder. Særligt i kommuner på Vestsjælland, Lolland, Falster, Vestegnen og i Nordjylland ligger udgifterne per indbygger over landsgennemsnittet.
- I 46 kommuner har der været negativ realvækst i serviceudgifterne per indbygger, når der ses bort fra de specialiserede områder. I 27 kommuner har der været negativ realvækst, når der ses bort de specialiserede områder.
Den gennemsnitlige udgift per indbygger er cirka 15.500 kroner. I Frederikshavn Kommune ligger beløbet på 16.590 kr,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Seks ud af ti nye kroner er gået til specialiserede områder siden 2018' til en bekendt