En samlende kommunal kulturskole
3. november 2026 - kl. 8:02 - af Henrik Christensen
Når Udvalget for Kultur, Idræt, Forening og Lokalsamfund holder møde den 3. november, vil politikerne i udvalget drøfte en sammensmeltning af to kommunale vedtægter.
Med den nye vedtægt samles ”Musikskolen i Frederikshavn Kommune” og ”FilmMaskinen – den nordjyske filmskole” organisatorisk under ”Kulturskolen i Frederikshavn Kommune”.
En kulturskole er en kommunal kultur- og undervisningsinstitution, der giver børn, unge og voksne mulighed for at udvikle sig gennem kunstneriske og kreative aktiviteter som musik, film og andre kunstarter.
Formålet er at fremme læring, trivsel, dannelse, kreativitet og fællesskab gennem undervisning, oplevelser og kulturel deltagelse.
De to eksisterende undervisningstilbud i form af musikskole og filmmaskine vil fortsat blive markedsført separat over for borgerne.
Den kommunale administration bemærker, at de nye vedtægter skaber et tidssvarende fundament for den kommunale institution med mulighed for på sigt at kunne tilbyde et bredere undervisningstilbud med blik for læring, trivsel, fællesskaber og dannelse.
Et flertal af de nordjyske kommuner er ligeledes defineret som kulturskoler.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En samlende kommunal kulturskole' til en bekendt