18-tilskud til frivilligt socialt arbejde
7. december 2020 - kl. 8:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Fordeling af §18-tilskud til frivilligt socialt arbejde, 1. uddeling 2021. Sådan hedder et punkt på Sundhedsudvalgets forestående møde den 7. december. Der er tale om en lang række ansøgninger, som alle håber på diverse tilskud til forskelligt frivilligt, socialt arbejde.
For at sikre samarbejdet mellem Frederikshavn Kommune og den frivillige sociale indsats, der udføres i kommunen fordeler Sundhedsudvalget efter §18 i Serviceloven tilskud til frivilligt socialt arbejde.
De frivillige foreninger kan søge om støtte fra puljen to gange årligt med ansøgningsfrister den 1. november og 1. maj.
Det gælder således nu den første uddeling af §18-tilskud til frivilligt socialt arbejde i 2021. Det samlede beløb for §18-puljen i 2021 er 1.774.200 kr. Administrationen har denne gang modtaget i alt 76 ansøgninger, hvor der samlet er ansøgt om 1.612.145 kr.
Nu uddeles 2/3 af puljebeløbet
I første ansøgningsrunde uddeles der ca. 2/3 af det samlede puljebeløb. Det svarer til 1.182.800 kr. I denne første ansøgningsrunde er der i alt indstillet 663.500 kr., hvilket ligger inden for budgettet ved første ansøgningsrunde. Det er vel at mærke uden de foreninger, der indstilles uden indstilling og afslag.
De 76 indkomne ansøgninger fordeler sig med 23 ansøgninger over 10.000 kr., som indstilles til udvalgets nærmere behandling. 43 ansøgninger er på under 10.000 kr.; de indstilles til udvalgets orientering. Så er der 7 ansøgninger, der er sat til behandling uden indstilling, og endelig er 3 ansøgninger indstillet til afslag.
Frelsens Hær Skagen – Eventyrklubben indstilles uden indstilling, da foreningen søger om 26.000 kr. til opstart af projektet ”Eventyrklubben” for børn mellem 5-12 år. Aktiviteten ”Eventyrklubben” har ikke tidligere været afholdt i Skagen og er derfor et helt nyt initiativ. Udvalget skal derfor tage stilling til, om foreningen skal tildeles støtte.
Depressions Foreningen indstilles uden indstilling, da foreningen søger om 29.750 kr. til at igangsætte 3 typer aktiviteter i Frederikshavn Kommune. Da aktiviteterne er et nyt initiativ bedes udvalget tage stilling til om foreningen skal tildeles støtte.
Den Selvejende Institution Virkelyst modtog ved 1. uddeling af §18-tilskud i fjor en bevilling på 82.500 kr. Sundhedsudvalget ønskede på daværende tidspunkt at gøre institutionen opmærksom på, at udviklingen i medlemsantallet skulle opretholdes, såfremt tilskuddets størrelse skulle fastholdes i 2020. I år har foreningen været påvirket af covid-19, hvilket har påvirket opretholdelsen og udviklingen af medlemstallet. Udvalget skal derfor tage konkret stilling til, om foreningen skal tildeles støtte.
Skal nogle have dispensation
Den kommunale administration indstiller nogle foreninger med likvide midler over 125.000 kr. uden indstilling til drøftelse i udvalget. Udvalget skal derfor tage stilling til, om foreningerne skal dispenseres fra det forhold, at foreningerne har likvide midler over 125.000 kr. og heraf tildeles §18-støtte. Minibyen Sæby søger om 57.000 kr. til drift af minibyens værksted samt studietur til andre minibyer i Danmark og Norden. De har tidligere fået tildelt 8.000 kr.
Ældre Sagen Sæby søger om 50.000 kr. til drift forskellige aktiviteter og arrangementer, udflugter mv. De har tidligere fået tildelt 35.000 kr. Ældre Sagen, Lokalafdeling Frederikshavn-Læsø søger om 86.700 kr. til 14 aktiviteter: Besøgsvenner, Motionsvenner, Telefonkæde, Sociale cafeér, Rådgivning, IT-hjemmehjælp og –kurser, Udflugter for ældre, Sorg og livsmodsgrupper, Cykling uden alder, Drift af foreningen, Madlavning for enlige mænd, Herreværelset, Vågetjeneste og Læsetræning. De har tidligere fået tildelt 63.500 kr.
Ældre Sagen Skagen lokalafdeling søger om 75.000 kr. til sociale caféer og socialt humanitært arbejde. De har tidligere fået tildelt 30.000 kr.
Afslag på vej
Ansøgninger indstillet til afslag: Foreningen TUBA Danmark indstilles til afslag, da TUBA Danmark i forvejen modtager et årligt tilskud fra Børne- og Ungdomsudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget og Sundhedsudvalget. Gigtforeningen Vendsysselkreds i Skagen indstilles til afslag, da de søger om tilskud til idrætsaktiviteter. Astma-Allergi Foreningen indstilles til afslag, da foreningens formål ligger inden for Folkeoplysningslovens område.
Link til oversigt over samtlige ansøgere. Læs fra side 7:
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '18-tilskud til frivilligt socialt arbejde' til en bekendt