Genindførsel af besøgsrestriktioner på alle plejehjem og sociale botilbud

Genindførsel af besøgsrestriktioner på alle plejehjem og sociale botilbud

18. december 2020 - kl. 9:09 - af

De centrale sundhedsmyndigheder har pålagt Frederikshavn Kommune at indføre besøgsrestriktioner på alle plejecentre og sociale botilbud. Besøgsrestriktionerne er trådt i kraft.

Frederikshavn Kommune har af Styrelsen for Patientsikkerhed fået udstedt et påbud om at indføre midlertidige besøgsrestriktioner gældende for alle kommunens plejecentre. Kommunen har ligeledes fået et påbud fra Social- og Indenrigsministeriet om at indføre midlertidig besøgsrestriktioner på de sociale botilbud. Det sker på baggrund af smittetrykket i Frederikshavn Kommune og den brede samfundssmitte, der finder sted.

– Vi står igen i den situation, at vi er pålagt at indføre besøgsrestriktioner. Det er en meget tung beslutning, som styrelsen har taget og pålagt os, og som vi skal efterleve – særligt med den forestående højtid. Vi vil alle sammen gerne være sammen med dem, vi elsker, i denne tid, men det handler om at passe på de mest udsatte og vores ældre. Tag endelig kontakt til det respektive plejecenter eller sociale botilbud, hvor du har en pårørende, og få vejledning af den lokale leder i, hvordan du bedst kan besøge, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Det betyder påbuddene

Påbuddet indebærer, at beboerne på plejecentrene kan have én fast besøgsperson, der kan besøge borgeren i egen bolig, medmindre der er tale om en kritisk situation, hvor man har mulighed for flere besøgende. Hvis plejecentret har et dertil indrettet fast besøgslokale, kan borgeren derudover have to yderligere faste, nære pårørende, der kan besøge i besøgslokalet.

Beboerne på plejecentrene kan tage på besøg uden for plejecentret. Frederikshavn Kommune appellerer dog til, at alle udviser ansvarlighed og rettidig omhu ved at efterleve sundhedsmyndighedernes retningslinjer – også ved besøg uden for plejecentret.

For borgere på de sociale botilbud betyder påbuddet, at de må få besøg af 1-2 faste besøgspersoner, som skal besøge enten udendørs, i borgerens egen lejlighed eller i et dertil oprettet besøgsrum. 

Påbuddene er gældende med øjeblikkelig virkning og indtil de centrale myndighederne ophæver det. Beboerne og de pårørende vil modtage information direkte fra plejecentrene.

Vær med til at bryde smitten

Frederikshavn Kommune har i dag, den 17. december, et incidenstal på 70,5. Derfor er det vigtigt, at alle overholder de gængse retningslinjer, så vi kan bryde smittekæderne og få Covid-19 under kontrol

Det er disse retningslinjer, vi alle skal overholde:

  • Vask hænder tit (eller brug håndsprit)
  • Host eller nys i dit ærme – ikke i dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring, både hjemme og på din arbejdsplads
  • Hold afstand – bed andre om at tage hensyn
  • Begræns din sociale kontakt

Du kan bidrage yderligere ved at installere den nye app: Smitte|stop. Du er anonym, og ved hjælp af din mobils kontakt med andre mobile enheder via bluetooth kan du få besked, hvis du har været i nærheden af en person, som viser sig at være smittet med COVID-19. Herefter kan du blive testet, og på den måde kan man tidligt opspore evt. smitte.

Har du spørgsmål, er det altid muligt at ringe til corona-hotlinen på 70200233

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Genindførsel af besøgsrestriktioner på alle plejehjem og sociale botilbud' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger