Kajaktræf mellem Frederikshavn Havkajakklub og Sæby Ro- og Kajakklub
17. september 2021 - kl. 6:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Hans Chr. Højslet, formand for Frederikshavn Havkajakklub:
Mandag den 13. september 2021 havde Frederikshavn Havkajakklub aftalt med Sæby Ro- og Kajakklub, at vi skulle ”ro imod hinanden” og mødes ude ved Transportcentret. Der er stort set lige stor afstand for både den ene og den anden klub.
Vi gjorde det også i 2020, og vi har allerede aftalt, at nu er det en tradition, der vil fortsætte i årene fremover, og at vi vil udbygge samarbejdsrelationerne de 2 klubber imellem.
I år var vi 38 kajakroere, der mødtes, hvilket var ”en ordentlig flok”, og det så godt ud med så mange kajakker i forskellige farver på vandet.
Vi havde aftalt, at begge klubber havde afgang kl. 18.00 fra vores respektive klublokaler, og at vi skulle mødes midtvejs ude ved Transportcentret, hvor vi skulle være ca. kl. 19.00. Så var der tid til en lille times hygge, spisning og snak på tværs af klubber og medlemmer og afgang hjem igen ca. kl. 19.45 – og denne gang med pandelamper og forskelligt lys på kajakkerne. Det var et flot syn for alle ”bangsboerne”, da kajakkerne kom forbi i mørket.
Hjemme i klubben igen var der tid til ”3. halvleg” med en øl og en vand og en snak om aftenens tur.
Tusind tak for turen til alle medlemmer af de 2 klubber.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kajaktræf mellem Frederikshavn Havkajakklub og Sæby Ro- og Kajakklub' til en bekendt