Uddeling af julehjælp fra Metodistkirkerne

Uddeling af julehjælp fra Metodistkirkerne

20. december 2021 - kl. 11:42 - af

I år er Metodistkirkerne i Frederikshavn og Strandby gået sammen om uddeling af julepakker, som hjælp til fejring af julen for de økonomisk dårligst stillede i lokalområdet.

Det har igen i år været muligt, at skaffe midler til uddelingen gennem en stor donation fra Metodistkirkens Sociale Arbejde, MSA, som bl.a. driver bespisningsprojekter for og blandt hjemløse i København, juleaftensarrangementer, lørdagscafeer og arrangerer sommerlejre for udsatte børn og unge.

Metodistkirkens Sociale Arbejde har i langt over 100 år drevet socialt arbejde, herunder også børnehjem og ældrepleje i mange byer rundt om i Danmark under navnet ”Centralmissionen”, nu MSA, Metodistkirkens Sociale Arbejde. I flere andre byer i Danmark foretager Metodistkirken lignende uddelinger her op imod julen.

I Frederikshavn er det sociale arbejde ud over kirkernes daglige spejdere og børne- og ungdomsarbejde, blandt ældre frederikshavnere nok mest kendt for det tidligere børnehjem ”Fremtidshåb”, hvor en af diakonisserne, tidligere forstander Søster Ane også har lagt navn til gaden, som er en sidevej til Søndergade i midtbyen.

Med brug af de lokale metodistmenigheders store kontaktkreds, presseomtale og Facebook, er man lokalt i kontakt med rigtig mange hårdt ramte familier, som af den ene eller anden grund går en svær juletid i møde.

Det er ud over bidraget fra MSA til den lokale julehjælp også givet et meget flot pengebeløb fra LIONS Bannerslund, støtte fra DagligBrugsen og Zoologisk Have, ligesom mange af menighedens medlemmer har bidraget enten med pengegaver eller ved at give diverse fornødenheder i form af ekstra indkøbte varer, når man nu alligevel fyldte indkøbsvognene i de lokale supermarkeder.

De mange madvarer og andre spændende julegave-overraskelser bliver tirsdag d. 21/12 pakket i flyttekasser doneret af XL Byg, Elling Tømmerhandel og på Coronasikker vis uddelt fra Metodistkirkerne, enkelte pakker køres også ud og leveres ved døren.

Grundet udviklingen i Coronasmitten er den årlige cafe i forbindelse med uddelingen aflyst, ligesom pakningen af flyttekasserne i år kun vil blive foretaget af meget få Coronatestede frivillige. Dog vil der være en kop kaffe og lidt juleknas ved afhentning.

”Vi er meget glade for den store opbakning, vi har mødt i forbindelse med årets julehjælpepakker, og vi er sikre på, at hjælpen falder på et tørt sted og bliver til stor juleglæde rundt i de mange hjem”, udtaler de 3 lokale præster, Karen Brogaard, Louise Aaen og Mark Lewis samstemmende.

Julehjælpen uddeles i Frederikshavn, Elling, Strandby og Jerup. Skulle man have lyst til at bakke op om Metodistkirkens Sociale Hjælpearbejde under mottoet ” Støt MSA – Metodistkirkens Sociale Arbejde – så går en hjemløs ikke kold”, kan man med MobilePay til 46012 sende kr. 200,- som ubeskåret går til hjemløse og social udsatte.

(Ved skattefradrag oplys da venligst cpr nr i MobilePay kommentar felt) Alle oplysninger opbevares fortroligt og naturligvis efter gældende GDPR regler.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Uddeling af julehjælp fra Metodistkirkerne' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger