Kent Kordt Röder. Foto: Destination Nord
Nordjyske kulturaktører får hjælp til kickstart
11. januar 2022 - kl. 8:34 - af Henrik Christensen
Nordjyske kultur- og eventudbydere inviteres nu til at søge om midler og hjælp til udvikling af nye oplevelser. Det er penge, som stilles til rådighed gennem regeringens ”sommerpakke”.
Længe har event- og kulturområdet været præget af nedlukninger og restriktioner, og det har betydet, at udvikling og innovation på området har været droslet markant ned.
Det er et problem, som har fået politisk opmærksomhed og velvilje til at understøtte kulturen økonomisk, så der stadig bliver udviklet attraktive tilbud, der holder gang i både lokalsamfund og turisme. Som følge af dette blev der i regeringens sommerpakke 2021 bl.a. afsat midler til tiltag på kulturområdet.
De penge skal nu ud at leve, og derfor får virksomheder med et oplevelsesøkonomisk fokus nu igen mulighed for at søge om økonomisk støtte samt konsulenthjælp til fx forretningsmodel el.lign. Det sker i en fortsættelse af projektet Kickstart Kulturturismen.
– Det er så vigtigt, at vi får de nordjyske kulturudbydere på banen, fordi det er en virkelig attraktiv mulighed for at udvikle sig i en tid, der jo er præget af ændrede adfærds-, forbrugs- og rejsemønstre. Pandemien har haft meget stor indvirkning på kulturområdet, som absolut er en af de brancher, der har været hårdest ramt. Der er behov for at udvikle nye kulturformater, som kan imødekomme skiftende og ændrede vilkår. Ingen er bedre stillet end de kreative erhverv, når det kommer til innovation og nytænkning, men der mangler i dén grad midler til at gøre det for, og det er jo så her, vi kommer ind i billedet, siger Kent Kordt Röder fra Destination NORD, der er de nordjyske virksomheders kontaktperson i projektet.
Destination Nord er nemlig destinationsselskabet for Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø Kommuner.
I 2021 blev der i regi af projektet gennemført 17 såkaldte ”testlabs”. Nogle af de medvirkende virksomheder får lov at fortsætte arbejdet, men der er også plads til og mulighed for, at flere kan søge om at være med.
En af de organisationer, der tidligere har været med, er Aalborg Karneval, som udviklede to nye koncepter, nemlig dels det digitale ”Hjemmekarneval”, dels ”Sommer i Kilden” i samarbejde med kulturaktører i byen. Aalborg Kongres & Kultur Center har fået hjælp til udvikling af en platform, som digitaliserer gæstens besøg i forhold til praktisk information, billethåndtering mv. Endelig har Kunsten i Aalborg fået en ny digital platform til crowd management, der på én gang optimerer planlægningen og forbedrer gæsteoplevelsen.
Fakta om projektet Kickstart Kulturturismen:
• Projektet eksekveres i regi af Dansk Storbyturisme, som har sekretariat i Wonderful Copenhagen.
• Projektet er støttet af Erhvervsministeriet og gennemføres i samarbejde mellem Destination NORD, VisitAarhus, Destination Fyn og Wonderful Copenhagen.
• Der er ansøgningsfrist den 11. februar 2022.
• Har man spørgsmål, kan man kontakte Kent Kordt Röder hos Destination Nord på kent@destination-nord.dk eller tlf. 21 24 43 44 eller læse mere på www.destination-nord.dk, hvor der også er link til tilmelding, som sker hos Wonderful Copenhagen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyske kulturaktører får hjælp til kickstart' til en bekendt