Kommunen har udarbejdet forslag til tilsynsplan

Kommunen har udarbejdet forslag til tilsynsplan

24. januar 2022 - kl. 12:18 - af

Frederikshavn Kommune har udarbejdet forslag til tilsynsplan. Planen indeholder bl.a. en generel vurdering af de væsentligste miljøproblemer, en fortegnelse over kommunens IED-virksomheder, en beskrivelse af tilsynsindsatsen samt en beskrivelse af samarbejdsrelationer med andre myndigheder.

Frederikshavn Kommune har desuden valgt at beskrive de fokusområder, som skal tage hånd om de væsentligste miljøproblemer, samtidig med at de understøtter udviklingen af områdets erhvervsvirksomheder.

Planen er offentligt fremlagt med en indsigelsesfrist frem til den 17. februar.

Kommunen er forpligtet til at udarbejde en sådan miljøtilsynsplan, der skal revideres mindst hvert 4. år. Tilsynsplanen skal offentliggøres, så borgere og erhvervsvirksomheder kan få et indblik i kommunens prioritering på miljøtilsynsområdet. Ligeledes kan alle komme med bemærkninger til udkast til planen, idet udkastet skal sendes i høring i 4 uger.

I Frederikshavn Kommune er der et stort antal små og mellemstore erhvervsvirksomheder og landbrug. Desuden er der en meget smuk, unik og varierende natur.

Vigtigt at sikre virksomhedernes overlevelse

Det er vigtigt for lokalsamfundet, at virksomhedernes og landbrugenes overlevelse sikres, så der fortsat er beskæftigelse i lokalområdet. Det er dog en forudsætning, at naturen ikke lider overlast. Det er Frederikshavn Kommunes opfattelse, at et velfungerende erhvervsliv ikke er en modsætning til muligheden for at bibeholde en smuk, unik og varieret natur samt sikre naturressourcerne herunder grundvandet.

Miljøtilsynene er med til at påvirke virksomhederne og landbrugene i retning af mindst mulig påvirkning af omgivelserne.

Frederikshavn Kommune er en del af en meget større sammenhæng. Derfor skal kommunen også bidrage til at imødegå de store globale miljøproblemer, som er klimaforandringer og et stigende pres på ressourcerne.

Fokusområder

Kommunen har udvalgt nogle fokusområder, som tages op i forbindelse med miljøtilsynene i den udstrækning, de er relevante for den pågældende virksomhed. Fokusområderne er valgt med henblik på at beskytte natur, vandløb, jord og grundvand, øge ressourceudnyttelsen og reducere nabogener samt at støtte op omkring virksomheders og landbrugs udviklingsmuligheder.

Frederikshavn Kommunes erhvervsliv er præget af den sorte industri med vægt på metalvirksomheder, værfter, skibs- og autoophugningsvirksomheder foruden de mere gængse brancher. Kommunens tilsynsindsats varierer meget fra branche til branche og fra virksomhed til virksomhed.

Frederikshavn Kommune er fokuseret på at optræde som sparringspart og yde service i forbindelse med miljøtilsynet på erhvervsvirksomhederne. Når tilsynsmedarbejderen er på miljøtilsyn på virksomheden, nøjes denne ikke kun med at tage miljørelevante emner op, men spørger også ind til andre emner, der kan have relevans for virksomheden. Miljøtilsyn skal varsles 14 dage i forvejen.

Link til udkast til miljøtilsynsplan, hvor også en række berørte virksomheder er oplistet:

https://www.frederikshavn.dk/media/pdnjdozv/udkast-til-milj%C3%B8tilsynsplan-2021.pdf

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Kommunen har udarbejdet forslag til tilsynsplan' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger