
Forårsmesse i Arena Nord efter to års Corona-pause
17. februar 2022 - kl. 8:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forårsmessen i Arena Nord er klar igen.
Den store og traditionsrige forårsmesse kan endelig gennemføres igen efter 2 års pause som følge af restriktioner og nedlukning grundet Covid-19.
Arena Nord i Frederikshavn byder indenfor til 10-års jubilæum, og det sker i weekenden den 5. og 6. marts.
”Jeg kan tydeligt huske fredag den 6. marts 2020” siger direktør for Arena Nord, Per Malmberg, og fortsætter: ”Alle udstillere og opsætning var klar til den store åbning af Forårsmessen om lørdagen, og så kom Corona-nedlukningen pludselig ind fra siden – det var forfærdeligt, men ingen troede eller forventede, at vi derfra ville være ramt i stort set to år. Men pyt. Nu er vi for alvor i gang igen – og Forårsmessen skal atter gøres til en succes for både udstillere og publikum – tidligere år har besøgstallet ligget på godt 10.000 gæster.”
85 % af de ca. 85 stande i arenaen er solgt – endda 90 % i bilhallen er solgt – Proshoppen hos Frederikshavn Golfklub er klar i Atletcentret med udstyr til den nye sæson og en række gode tilbud – Børneland i Badmintonhallen bliver igen et tilløbsstykke for de mange børn.
Traditionen tro gentages succesen med stor fiskebuffet til frokost både lørdag og søndag.
Forårsmessen har noget til alle, så familierne kan tage af sted i samlet flok, og første sal er nyrestaureret.
I det hele taget kan gæsterne være trygge ved at komme i Arena Nord til forårsmessen. Foyeren er udvidet betydeligt, så der er god plads til at komme ind og ud, og der vil stadigvæk være spritstandere opstillet flere steder. Man har i ”Corona-peridoen” fået tilbygget yderligere 18 unisex-toiletter, som kan medvirke til, at det skal blive en endnu bedre oplevelse at komme i Arena Nord.
Tekst: Per Rye
Foto: Arena Nord
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forårsmesse i Arena Nord efter to års Corona-pause' til en bekendt