Læserbrev: Herre i egen havn

27. november 2023 - kl. 16:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Af Karl-Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsråd og Carl Christian Madsen, tidl. chefredaktør Frederikshavn:

I slutningen af 90’erne brød uvejret ud over Frederikshavn.

Værftsindustrien var under massiv udfordring – og værftslukninger fulgte akkurat som mange andre steder i landet.

Men Frederikshavn nægtede at gå i sort, selv om tæppet blev revet væk under fødderne på rigtig mange arbejdere og kommunens indtjeningsgrundlag.

Gennem en ekstraordinær og vellykket indsats blandt andet gennem Maritim Innovation Group fik havnens virksomheder en fælles platform, som bærer en del af succesen for den udvikling Frederikshavn Havn har gennemgået siden.

Et andet bærende element er, at kommunen blev herre i egen havn for 20 år siden.

Frem til 2001 var havnen ejet af staten, og den konstruktion betød at overskuddet af havnevirksomheden endte i den dengang slunkne statskasse i stedet for at blive reinvesteret i havnen i en grad, som havnens aktører og kommunen kunne ønske sig.

Det betød, at havnens potentialer ikke blev genstand for vækst-rettede investeringer.

Anderledes ser det ud efter kommunen har sat sig for bordenden.

En massiv satsning på nye havneanlæg og en lang bedre dybgang har resulteret i, at der siden 2016 er kommet 22 nye virksomheder til på havnen – og at antallet af maritime job på havnen er vokset med tæt ved 400.

Den udvikling er man ikke kommet sovende til.

Det har krævet massive investeringer – også fordi kommunen fordrer, at havnen selv finansierer den nye infrastruktur for så at leje den ud.

Derved sikres, at kommandoen på broen – også på det lange sigt  – har det lokale afsæt.

Og det er vigtigt for en kommune, som er utrolig afhængig af sit maritime ben.

Allerede inden den seneste investering med den kæmpemæssige havneudvidelse godtgjorde en oplandsanalyse gennemført af Syddansk Universitet og Center for

Regional- og Turismeforskning baseret på tal fra 2016, at hver femte arbejdsplads i Frederikshavn Kommune var direkte forbundet med Frederikshavn Havn og det virke, der er på havnen.

Den andel kan – set i lyset af de seneste års udvikling i det øvrige arbejdsmarked – kun være blevet større.

Det gælder også havnens værditilvækst, som ifølge samme analyse lød på 22 procent af den samlede værditilvækst i hele kommunen.

Det er forudsætninger, der er afgørende at holde sig for øje i en tid, hvor netop Frederikshavn Havn er kernepunktet i en politisk debat om ejerforhold.

I år er det 22 år siden den gamle Frederikshavn Kommune fik sit højeste ønske opfyldt, nemlig at overtage styringen af statshavnen Frederikshavn.

Det er ingen velbevaret hemmelighed, at der op gennem den sidste halvdel af 1900-tallet blev set ganske skævt til statskassens komfortable udbytte ved ejerskabet af Frederikshavn Havn.

Storaktørerne i havnen var tydelige i deres kritik af den manglende balance mellem udbytte og nyinvesteringer – og stærkest i erindringen hos de fleste vil afdøde Stena-direktør Valdemar Christensen stå, når han år efter år forsøgte at illustrere det forhold, der alene kunne lignes ved udbytning, overfor sine bysbørn og politikere.

Den navnkundige direktør fik blandt andet et af byens pengeinstitutter til at fylde poser med mønter og sedler, og således tungt belæsset gik turen til statshavneadministrationen. Et billede som var til at forstå – og som også var et billede på, hvad der reelt skete.

Og derfor var det kæmpe stort målt lokalt, da den gamle Frederikshavn Kommune investerede næsten 300 millioner i en havn, der for længst var betalt tilbage som konsekvens af de aktiviteter, der var skabt i Frederikshavn af frederikshavnere.

Ikke at der var enighed om prisen.

Staten spillede ud med et krav på 800 millioner. 

Frederikshavnerne rystede på hovedet – og Valdemar Christensen mente, at det var skudt 700 millioner over målet.

Efter flere års forhandlinger landede prisen på 295 millioner – og en forhandling på embedsmandsniveau sikrede efterfølgende, at kommunen kunne overtage det sidste års overskud.

Det betød, at de endelige omkostninger ved handlen i runde tal landede på 228 millioner – ikke helt på niveau med Valdemar Christensens ønsker og det var da heller ikke et samlet byråd, der støttede købet.

Siden er kommunen vokset som konsekvens af kommunalreformen i 2007 – og det er havnen i Frederikshavn afgjort også – akkurat som forventningen var, da kommunen blev herre i egen havn.

I dag er der investeret kæmpe summer i at sikre, at det, der i kommunal udviklingssammenhæng må betragtes som kritisk infrastruktur, også kan udvikle og fastholde havnens position som en af de betydende havne i landet.

Netop de store investeringer tydeliggør om noget, at lokalt ejerskab er helt afgørende for at sikre mer-aktivitet, og derfor også flere job til kommunens borgere.

Erfaringerne fra næsten 200 års havneherredømme under først Kongens og siden Statens vinger, efterlader ingen tvivl om, at lokal selvbestemmelse er den eneste sikre garant for en udvikling, der matcher det lokale behov.

Og vel er det dyrt at udvikle en havn. Det er en nyskabt infrastruktur, som kommer til at bestå i mange generationer – men som med de afskrivningsregler, der findes i dag, sammenstilles med en ganske almindelig virksomhed. 

Det belaster naturligvis driften hårdt i de første årtier.

Men det er en nødvendig investering for en fortsat udvikling af den maritime sektor i Frederikshavn. 

Uden vil man ikke kunne generere de mange vigtige lokale arbejdspladser og det vil føje spe til spot i et område, der er hårdt ramt af den urbanisering, der sker i samfundet generelt. Arbejdspladser og bosætning flyttes mod de store byer – og hvis ikke man lokalt griber tømmen og styrer hesten derhen, hvor der lokalt er udviklingspotentiale, så bliver der sat yderligere skub i en skæv demografisk udvikling.

Vi ligger utroligt langt væk fra magtens korridorer, så er det forhold, som en kommune skal betragte som helt afgørende – og under det nuværende ejerskab af havnen frem for alt forhold, som styres af kommunen selv.

Det at være herre i egen havn forpligter – men det giver mulighed for reel vækst i kommunen, som ingen andre ejerformer vil sikre.

Lad os passe godt på vores guldæg og og fortsætte med at investere for derigennem at sikre os vækst, vilje og maritim udvikling – og ikke mindst stolthed over at bo og arbejde i en kommune, som tør tage udviklingsopgaverne på sig i erkendelse af, at havnen er så vigtigt for kommunen, at man selvklart ikke overlader kommandobroen til andre.