Narkokørsel, bedrageri og indbrud
18. maj 2024 - kl. 9:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En bilist blev torsdag 16. maj kort efter midnat standset af en beredskabspatrulje på Hjørring i Frederikshavn. Personen blev skønnet påvirket af narkotika, hvilket bilisten erkendte, at vedkommende var. Personen blev fundet også i besiddelse af amfetamin. Det afstedkom sag vedr. narkokørsel samt sag om overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Bedrageri samt forsøg herpå
Torsdag eftermiddag, kort efter kl. 1300, var der forsøg på bedrageri mod en ældre borger bosiddende i Frederikshavn, idet pågældende blev kontaktet af en mand, der udgav sig for at være ”fra banken”. En skeptisk nabo kom dog til, hvilket fik manden til at løbe bort fra stedet.
Lidt tidligere, samme torsdag, omkring kl. 12.30 blev en anden ældre kvinde bosiddende i postnummer Dronninglund opsøgt af en mand, der udgav sig for at være ”fra banken”. Han bad om kort og kortoplysninger. Det – og et kontantbeløb – blev udleveret. Bagefter var der hævet fra kontokortet, der dog efterfølgende blev lukket.
Og tidligere endnu, omkring kl. 12.00, gik det ud over endnu et ældre offer bosiddende i Elling, der var blevet ringet ”af banken”, der oplyste, at der var trukket et større beløb fra kontoen – og at en mand ved navn Jens ville komme ud og hente dankort. Gerningsmanden fik, ankommet til stedet, udleveret et kontantbeløb, men dog ikke koden.
I sidstnævnte forhold er der et signalement: mand, 25-30 år, 160-170 cm høj, almindelig til slank af bygning, mørkt/sort hår med pandehår strøget til siden samt iført sorte bukser og sort trøje.
Vi understreger, at banken ikke sender folk ud for at afhente hævekort. Tal også gerne med ældre i din omgangskreds, så de ikke bliver ofre for denne type af svindel. Find flere tips i denne folder: https://politi.dk/-/media/mediefiler/landsdaekkende-dokumenter/anmeld-kriminalitet/flyer-om-svindel-og-tricktyverier.pdf
Indbrud i skur
Torsdag 16. maj blev der anmeldt et indbrud i et skur på en adresse i Frederikshavn. Fra skuret var stjålet forskellige effekter, bl.a. el-løbehjul, diverse el-værktøj samt golfsæt.
Et koben var formentlig benyttet til at få døren brudt op. Patruljen sikrede spor på stedet. Indbruddet er formentlig sket mellem 14. og 15. maj.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Narkokørsel, bedrageri og indbrud' til en bekendt