
Mange børn i børnehaveklassen har brug for en fokuseret sprogindsats
7. september 2025 - kl. 6:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at 40,7% af børnene i børnehaveklassen i Frederikshavn Kommune har behov for en fokuseret sprogindsats.
Ministeriet er begyndt at offentliggøre resultaterne fra de obligatoriske sprogvurderinger, som alle børn gennemfører i starten af børnehaveklassen.
I dag anvender dagtilbud sprogvurderingsmateriale, hvor oplysningerne gemmes i barnets mappe. Dette betyder, at kommunen ikke har et samlet overblik over, hvor mange børn, der bliver sprogvurderet, eller hvilke indsatser der er behov for.
Ministeriets digitale sprogvurderingsværktøj giver mulighed for at samle data et sted. Det kan styrke overblikket og gøre det lettere at identificere, hvor der er behov for ekstra støtte.
Samtidig sikrer den digitale løsning, at alle dagtilbud vurderer børnene på samme måde.
Dagtilbudsområdet samarbejder med PPR på at udvikle en strategi for en mere systematisk sprogindsats i dagtilbuddene. Dette sker inden for eksisterende rammer.
Børne- og Ungdomsudvalget skal på udvalgets næste møde den 10. september se nærmere på mulighederne.
Det fremgår af dagsordenen for mødet, at indsatsen forudsætter, at børnehaverne prioriterer tid til sprogvurderinger.
Det fremgår tillige, at udvalgte medarbejdere netop har afsluttet et kompetence-udviklingsforløb omkring børns tilegnelse af sprog, hvilket understøtter den videre implementering.
Tekst: Per Rye







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mange børn i børnehaveklassen har brug for en fokuseret sprogindsats' til en bekendt