
Foto: Click Sæby
Der lægges op til endelig beslutning om Søbadets centerbygning
30. oktober 2026 - kl. 9:03 - af Henrik Christensen
Der lægges op til endelig beslutning vedr. Sæby Søbads centerbygning, når Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser mødes næste gang den 4. november.
Planforslagene har været fremlagt i offentlig høring i knap 9 uger. Planforslagene er udarbejdet som opfølgning på en for-debat om planerne i efteråret 2024. Planerne skal skabe mulighed for at ombygge centerbygningen i det nedlagte Sæby Søbad til boliger. Søbadets centerbygning står pt. tomt.
Der er i høringsperioden indkommet 39 særskilte høringssvar, heriblandt fra foreninger og enkeltborgere. Særligt ét høringssvar repræsenterer en række borgere i både kommunen og uden for kommunen, idet der er tale om en underskriftsindsamling med omkring 900 underskrifter. Langt størstedelen af høringssvarene repræsenterer indsigelser imod planforslaget.
Det bemærkes dog, at der med få undtagelser ikke er tale om indsigelser mod planens tekniske detaljer og indhold, men indsigelserne adresserer derimod en grundlæggende uenighed i hovedformålet med planerne (at omdanne centerbygningen til boliger) og de afledte konsekvenser heraf.
Høringsperioden har givet anledning til enkelte mindre ændringer og tilføjelser i lokalplanforslaget. Ændringerne vedrører alene præciseringer af lokalplanens redegørelse.
Der er modtaget et betydeligt antal indsigelser, hvor hovedparten vedrører den politiske afvejning mellem boligformål og turisme- og oplevelsesformål i centerbygningen. Dermed retter indsigelserne sig primært mod den politiske beslutning om at igangsætte ny planlægning, der muliggør helårsboliger.
Den kommunale administration anbefaler derfor, at planforslagene vedtages endeligt. Udvalget er oplyst om, at der foregår drøftelser om fremtiden for bygningen.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der lægges op til endelig beslutning om Søbadets centerbygning' til en bekendt