Aalborg Lufthavn udsmykkes med stort Sæby foto

Aalborg Lufthavn udsmykkes med stort Sæby foto

27. oktober 2026 - kl. 8:16 - af

Det bliver storslået, når Destination NORD / Enjoy Nordjylland og Aalborg Lufthavn udsmykker fem store vægge med kæmpefotos af nordjyske perler og danske nationalpoeters ord.

Gæster, der ankommer med fly til Nordjylland, bliver fremover mødt af gigantiske billeder fra nordjyske steder med ikonisk natur eller unik kulturel betydning.  

Grenen, Jyske Ås, Sæby Kirke, et tangtagshus på Læsø og et af Aalborgs kendte street art-værker er nemlig særligt udvalgt til at pryde Aalborg Lufthavn. De smukke billeder ledsages af tekster fra danske nationalpoeter, hvilket tilføjer en ekstra oplevelsesdimension. 

Det er Destination NORD / Enjoy Nordjylland, som har fået lov at udforme udsmykningskonceptet til Aalborg Lufthavn, og det er blevet til ud fra en tanke om at rumme og ramme både gæster udefra såvel som nordjyderne: 

– Aalborg Lufthavn er det første møde med Nordjylland for mange tilrejsende, og vi vil gerne tage imod dem på den helt store klinge med billeder, der inspirerer til at tage ud og opleve de mange smukke seværdigheder, der findes i vores område. Samtidig er det alle nordjyders lufthavn, og mange af os rejser ofte ud og hjem herfra. Derfor skal både ord og billeder også ramme nordjyderne lige i hjertet, forklarer Head of Branding & Marketing i Destination NORD, Sandra Kjær Enevoldsen. 

Bl.a. H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og Benny Andersen citeres på engelsk og på dansk, og lokale vil også genkende ordene fra ”I skovens dybe stille ro”. Eneste nulevende tekstleverandør til projektet er aalborgenseren Niels Roos, bedre kendt som musikeren Niarn. Han har venligst udlånt et citat fra sangen Dobbelt-A, som pryder et foto af ikonisk street art. Aalborg er internationalt kendt som Nordens street art-hovedstad. 

– Jeg er utrolig stolt af, at min lyrik er blevet en del af udsmykningen i Aalborg Lufthavn. Hele Nordjylland har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg glæder mig til at lande i lufthavnen og nyde de flotte omgivelser. Nordjylland, og de mennesker der bor der, er noget helt specielt, og det synes jeg, kommer til udtryk i billederne og de tilhørende tekster. Det er en kæmpe ære endnu engang at bidrage til den nordjyske kulturarv, siger Niels ”Niarn” Roos. 

Også for Aalborg Lufthavn har det netop været et stort ønske, at udsmykningen skal afspejle den nordjyske folkesjæl såvel som det smukke område, lufthavnen ligger midt i: 

– Vi er glade for vores samarbejde med Destination NORD, hvor vi nu får endnu mere af Nordjylland ind i lufthavnen. For os handler det om at skabe en god oplevelse for vores passagerer, der rejser til og fra lufthavnen. Med de flotte billeder og velkendte ord får vi både mulighed for at give vores gæster udefra en god fornemmelse af landsdelen fra første øjeblik og samtidig skabe en følelse af varm hjemkomst for de mange nordjyder, der vender tilbage fra en rejse. Det er en udsmykning, der giver lufthavnen endnu mere lokal identitet, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Aalborg Lufthavn udsmykkes med stort Sæby foto' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger