Hold fingrene fra SU’en!

Hold fingrene fra SU’en!

26. oktober 2026 - kl. 15:04 - af

Af fællesformand for HK Nordjylland, Christina Madsen Kristiansen og formand for HK Stat Nordjylland, Kenneth Bredmose Rasmussen.

Det er ikke gratis at studere. Om du er udeboende eller hjemmeboende, er der udgifter til blandt andet transport, bøger, computer, oplevelser og meget andet, der følger med livet. Det hænger ikke sådan sammen, at alle udgifter forsvinder, blot fordi vi i Danmark har gjort undervisning gratis. Det kommer hjemmeboende studerende nu til at mærke i særlig høj grad.

Med en af de seneste udspil fra regeringen er det blevet slået fast, at en stor del af hjemmeboende studerende får fjernet deres SU – og en stor gruppe får i fremtiden mindre udbetalt.

SU er ikke en luksus. Det er et element i vores velfærdsstat, vi har værnet om i mange år. Med den nye firkløverregering er der kommet andre boller på suppen.

Dine forældres indkomst kommer i endnu højere grad til at påvirke din SU. Det er en socialt skæv vej at gå. Besparelserne rammer ikke alle ens, og det vil gå hårdest ud over dem, som i forvejen har det mindste økonomiske råderum.

SU’en er en støtte til alle de dygtige, unge mennesker, der vælger at tage uddannelse, og som – forinden regeringens nye regler selvfølgelig – lever op til de gældende regler for at være berettiget SU. Det er meningen, de unge skal fokusere på at studere og ikke løbe stærkere for at få råd til at leve.

Vi har svært ved at se, hvad dette skal gøre godt for. Skal de unge betale prisen, for at regeringen skal finde finansiering til nogle af deres mange løfter? Er målet, at de unge skal bruge mere tid på arbejdsmarkedet under studiet frem for at studere?

Vi har brug for alle de dygtige, unge mennesker, der tager uddannelse og kommer ud på det danske arbejdsmarked med de rette kompetencer. Det er det, vores virksomheder og velfærdssamfund har brug for.

Hvis den nuværende regering i sandhed mener, uddannelse er vigtig for fremtidens Danmark, må de være villige til at prioritere den.

Bak op om de studerende, prioritér dem økonomisk, og lad være med at sende regningen videre til dem.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Hold fingrene fra SU’en!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger