Kongelig belønningsmedalje til Dafolo-medarbejder
1. juli 2020 - kl. 7:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I november sidste år havde Finn Nørgaard været ansat i Dafolo i 40 år. Han havde efter eget ønske valgt at sige farvel til kollegaer og tilværelsen som erhvervsaktiv i april i år – midt i coronakrisen. Derfor måtte overrækkelse af Den Kongelige Belønningsmedaljen udsættes, til det igen blev forsvarligt at samle virksomhedens medarbejdere til en fælles fejring midt i juni.
Indstillingen blev læst højt ved overrækkelsen i Dafolos kantine, hvor kollegaer i alle aldre fik et indblik i den transformation, Finn har været en del af – primært drevet af udviklingen i teknologier. Fra arbejdet med datamater til udvikling af it-løsninger til automatisering, effektivisering og bedre borgerservice. Hertil kommer en række omorganiseringer, opkøb af virksomheder og frasalg af forretningsområder. Uanset rolle og opgaver har Finn været 100% loyal over for Dafolo og nydt meget stor respekt i hele organisationen. Af indstillingen til belønningsmedaljen roses Finn desuden for sin faglighed og for at være en meget afholdt kollega;
– ”Gennem en professionel og pligtopfyldende tilgang til opgaver har Finn altid leveret faglig kvalitet samtidig med, at samarbejdet med kollegaer i hele organisationen altid har været positivt – og krydret med humor.”
Hele Danmark stiftede i øvrigt bekendtskab med Finn, der i 1997 takke ja til at medvirke i TV-serien ”Fik du set det du ville” produceret af Lise Roos. Med en ærlig, åbenhjertig og humoristisk fortælling om livet som privatperson og som medarbejder i Dafolo bidrog Finn til at profilere virksomheden på allerbedste vis. Gennem alle årene har Finn været særdeles aktiv i sociale personaleaktiviteter i Dafolo og stor stil bidraget til at skabe sammenhængskraft og trivsel på tværs af virksomheden. Medaljeoverrækkelsen satte dermed punktum for 40 flotte år præget af en pligtopfyldende arbejdsindsats og et stort kollegialt engagement.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kongelig belønningsmedalje til Dafolo-medarbejder' til en bekendt