Jobbet er det samme, men nu er jeg selvstændig!

Jobbet er det samme, men nu er jeg selvstændig!

5. august 2020 - kl. 8:58 - af

Kosmetiker Ditte Kristensen har det seneste halvandet år været en del af klinikken Beauty Zone i Frederikshavn. Det er hun stadig, men nu som selvstændig kosmetiker.

Lokalet er det samme. Kollegerne er de samme. Og kunderne er de samme. Alligevel gør det en kæmpe forskel for Ditte Kristensen, at hun nu er selvstændig kosmetiker i Beauty Zone i stedet for at være ansat. Det giver et helt andet drive og en større arbejdsglæde.

”Det er først og fremmest friheden til selv at tage beslutning, der tiltaler mig. Får jeg en god idé, kan jeg bare føre den ud i livet uden at spørge nogen først. Det giver også en større fleksibilitet i forbindelse med ferie og fridage,” siger Ditte Kristensen, der har det fint med, at hun som selvstændig også til tider må yde en ekstra indsats.

Ditte Kristensen blev uddannet som kosmetiker i 2006 og fik arbejde på en klinik i Hjørring. Her var hun – afbrudt af en barselsorlov – frem til 2010, hvor hun skiftede spor og blev ansat i en kaffebar i Frederikshavn. Så fik Ditte Kristensen muligheden for at vende tilbage til sit fag, da hun blev ansat i Ruth’s Wellness i Skagen. Her var hun et år, inden hun blev ansat i Beauty Zone i Frederikshavn.

”Det var faktisk Birte Krogh Jørgensen, indehaver af Beauty Zone, der opfordrede mig til at blive selvstændig. Jeg havde nok haft ambitionen i mig, så vi blev enige om en aftale, hvor jeg lejer mig ind i mit hidtidige lokale med inventar. Jeg kom i gang uden store investeringer og med en etableret kundekreds, og da vi ikke er konkurrenter, synes jeg det fungerer rigtig godt,” siger Ditte Kristensen.

Under vejs i forløbet har Ditte fået vejledning hos iværksætterkonsulent Sidsel Schmidt Andersen, Erhvervshus Nord. Vejledningen har især handlet om virksomhedsøkonomi, valg af regnskabssystem og betydningen af at differentiere sig i forhold til konkurrenterne, som der er mange af i Frederikshavn.

Ditte Kristensen slår på sin faglighed, at hun er uddannet kosmetiker, samt på at give sine kunder en udsøgt, personlig service. Kunderne skal opleve den sikkerhed og tryghed, der er ved at være i hænderne på en faguddannet kosmetiker med mange års erfaring.

Ditte Kristensen har været selvstændig siden 15. juni og ser frem til at få dejlig travlt, når alle forårets udsatte konfirmationer løber af stablen i august-september.

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Jobbet er det samme, men nu er jeg selvstændig!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger