Overskud trods Corona udfordringer
22. august 2020 - kl. 8:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
– Køkkenpersonalet i Cafeen på Aktivitetscenter Ingeborgvej, blev tildelt august måneds trivselspris.
Der var stor glæde da Lene Nielsen og Susanne Thaarup fra trivsels og sundhedsfremmegruppen mødte op og overrakte august måneds trivselspris til de ansatte i Cafeen. De var blevet indstillet af en kollega udefra, Pia Nielsen, og det i sig selv er helt unikt.
De var indstillet med disse ord:
Under meget svære vilkår for Plejepersonalet i udekørende hjemmepleje Øst/Vest som skulle deles organisatoriske samtidig med at Danmark lukkede ned og vi skulle arbejde i nødberedskab, ja selv her havde køkkenpersonalet overskud.
De bagte kage til alt udekørende personale flere gange helt uden vi vidste det, småkager til vores borgere som blev delt rundt med maden i de enkelte huse. Havde overskud til at arbejde på skæve tidspunkter i påsken for at sikre lækker påskefrokost for vores borgere som sad isoleret hjemme. Bringer mad rundt i husene, til borgere som plejer at komme i cafeen.
De er altid søde og hjælpsomme, når man henvender sig. Tænker i løsninger og har smil på læben.
Vi har ikke måtte komme i cafeen og købe frokost, men de har de seneste uger sørget for en vogn, som vi kan handle udenfor grupperummet. Det betyder så meget for vores personale i CSP.
Tak til Annette Weesgaard, for at gøre det muligt at tænke på andre på tværs! Det betyder meget! Hvor er det en fornøjelse at se personalet blomstre i det med at tænke ”vensomhed” – også på arbejde.
Der var efter overrækkelsen dejlig tapas, som de ansatte for en gang skyld ikke selv havde stået for, så de nød at blive forkælet.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Overskud trods Corona udfordringer' til en bekendt