Corona-ledigheden er på retur

Corona-ledigheden er på retur

24. august 2020 - kl. 9:19 - af

Da coronakrisen ramte Danmark og Frederikshavn Kommune steg ledigheden hurtigt. Nu er mange kommet i job igen, men usikkerhed om lønkompensation og en ny bølge truer.

Inden corona ramte Danmark, gik det virkelig godt for beskæftigelsen i Frederikshavn Kommune. Den steg og steg. Det havde den gjort længe men coronakrisen tvang flere virksomheder til at afskedige medarbejdere eller indgå aftaler om delvis hjemsendelse.

Lige før coronakrisen var ca. 1.500 ledige i kommunen klar til et job, men under krisen toppede antallet med godt 2.200 borgere. Det var den 20. april. Siden er det gået den rigtige vej. I midten af august var ledigheden faldet til godt 1.600.

– Vi mangler fortsat at få godt hundrede tilbage på arbejdsmarkedet, før vi er tilbage på niveauet fra før corona. Lige nu er det højsæson i kommunen. Det betyder, at mange er i job, nogle for en kortere periode, men det går den rigtige vej. Lige nu er der udsigt til at pakkerne med lønkompensation ophører ved udgangen af august. Så vores virksomheder og lønmodtagere går en ukendt fremtid i møde, siger formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, John Karlsson.

Desuden advarer Sundhedsmyndighederne om en mulig anden bølge af smittespredning til efteråret, hvor vi traditionelt oplever influenzaer. Det kan forværre ledigheden yderligere.

Mange er vendt tilbage
Jobcenter Frederikshavn har under hele krisen fulgt situationen i virksomhederne tæt.

– Mange er heldigvis kommet tilbage til den virksomhed, de i første omgang blev afskediget fra eller til job i andre virksomheder, der ikke har været så hårdt ramt. Derudover har vi under COVID-19 haft tæt kontakt med såvel virksomheder som ledige, for at kunne matche, når der var en jobåbning, fortæller jobcenterchef Mette Krog Dalsgaard.

Udvalgsformand John Karlsson ser optimistisk på fremtiden for Frederikshavn Kommune.

– Når man kigger ned på havnen i Frederikshavn ser man tydelige eksempler på, at der trods coronakrisen stadig er gang i vores lokale erhvervsliv. De to store boreplatforme fra Thyrafeltet er ankommet og skal ophugges. En ny flydedok på værftet burde også skabe øget aktivitet, forklarer formanden for Arbejdsmarkedsudvalget og fortsætter:

– Hvis vi kigger bredere, så har et coronaudbrud i Ringsted sendt aktivitet vores vej. Og med Skagen i spidsen har vores byer oplevet en massiv sommertravlhed, fordi mange holdt ferie hjemme. Derfor er det lykkedes at finde jobåbninger inden for turistbranchen. Det er alt sammen rigtig godt for vores landsdel og gør, at vi er optimistiske og ser lysere på fremtiden, selvom der er krise i hele verden, afslutter John Karlsson.

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Corona-ledigheden er på retur' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger