
Snart rykker teaterforestillinger helt ud i hospitalssenge
16. september 2020 - kl. 5:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Patienter på Regionshospital Nordjylland kan snart se teaterforestillinger fra Vendsyssel Teater direkte i hospitalssengene. Projektet ”Sygt Sundt Teater” har premiere 23. september. Det er støttet med en halv million kroner af Spar Nord Fonden samt 100.000 kroner af Region Nordjylland.
Endelig kan det unikke samarbejde mellem Vendsyssel Teater, Regionshospital Nordjylland, TV2 Nord, Spar Nord Fonden og Region Nordjylland begynde, når teaterforestillinger på Vendsyssel Teater transmitteres direkte til patienternes skærme.
Projektet ”Sygt Sundt Teater” skulle have haft premiere i marts, men så kom coronavirus og satte alt på pause. I stedet finder premieren sted med forestillingen Kiksekartellet 23. september 2020 klokken 19.30.
”Vi er helt klar. Det er første gang i verdenshistorien, så det er vildt spændende, og vi glæder os. Folk får det bedre af at få en kulturel oplevelse. Vi vil gerne nå ud til et publikum, som ellers ikke har mulighed for at komme i teatret,” siger Lars Sennels, teaterdirektør, Vendsyssel Teater.
Patienter og pårørende får en ekstraordinær oplevelse
Patienterne kan se med direkte fra hospitalssengene i Skagen, Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring. De har desuden mulighed for at se forestillingen sammen med en pårørende på stuen.
”Vi vil gerne være med til at give patienterne en oplevelse, der løfter deres hverdag. På hospitalet har vi ekspertise til at hjælpe med det fysiske, men et sundt menneske er jo mere end det. Vi håber, at vi kan skabe en ekstraordinær oplevelse, som giver patienter og pårørende noget særligt at tale om i en svær situation, hvor omdrejningspunktet ellers er sygdom”, siger Henrik Larsen, hospitalsdirektør, Regionshospital Nordjylland.
Hospitalsklovn for voksne
I første omgang bliver forestillingerne kun vist på tv-skærmene på Regionshospital Nordjylland som et pilotprojekt. Det er TV2 Nord, der rent teknisk bringer forestillingerne ud til sygesengene.
”Jeg forestiller mig ikke, at tilværelsen på et sygehus er den mest festlige. Kan vi bringe et lille smil og lidt refleksion ind i en svær tid, så gør vi gerne det. Er der en, der bliver bare en lille bitte smule mere rask af det, så er jeg glad. Der er lidt hospitalsklovn for voksne over det. Sådan et projekt her kan desuden kun lade sig gøre i Nordjylland. Hvor ellers ringer en teaterdirektør til en tv-direktør med sådan et forslag?” siger Mikael Justesen, administrerende direktør, TV2 Nord.
Støttet af Spar Nord Fonden og Region Nordjylland
”Sygt Sundt Teater” er støttet af Spar Nord Fonden med 497.000 kroner og af Region Nordjylland med 100.000 kroner.
”Spar Nord Fonden vil gerne støtte projekter, hvor mennesker gør noget for mennesker. Her får syge personer muligheden for at få en kulturel oplevelse. Det er bevist, at kunst, musik og oplevelser kan gøre folk hurtigere raske,” siger Ole Peter Christensen, direktør, Spar Nord Hjørring.
”Sygt Sundt Teater” begynder med forestillingen Kiksekartellet onsdag 23. september 2020. Torsdag 26. november 2020 vises Romeo og Julie, onsdag 24. februar 2021 vises Rundkørsel og onsdag 28. april 2021 er det Frøken Julie, der toner frem på skærmene ved hospitalssengene.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Snart rykker teaterforestillinger helt ud i hospitalssenge' til en bekendt