
Efter Statsministerens pressemøde: Frederikshavn Kommune følger situationen tæt
19. september 2020 - kl. 5:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune følger myndighedernes anbefalinger tæt i kampen mod corona – derfor laves der en række tiltag efter fredagens pressemøde
Krisestaben i Frederikshavn Kommune mødtes fredag eftermiddag efter Mette Frederiksens pressemøde for at diskutere, hvordan man i Frederikshavn Kommune bedst muligt kan efterleve de nye retningslinjer.
– Vi har allerede gang i en del tiltag, der skal være med til at nedbringe smitterisikoen. Der er eksempelvis allerede besøgsrestriktioner på vores plejehjem og sociale bosteder, og vi har aflyst og udsat alle vores sociale arrangementer. De initiativer fortsætter, og vi vil bruge weekenden på at se på, hvad vi yderligere kan gøre, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Blandt de initiativer, som Statsministeren foreslog, var muligheden for at lade medarbejdere arbejde hjemmefra. En mulighed, som man nu vil se nærmere på i Frederikshavn Kommune.
– Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke lukker. Ringer man til Frederikshavn Kommune, så tager vi telefonen. Og alt vores arbejde med borgerne fortsætter uhindret. Men vi vil se på, hvilke medarbejdere med administrative opgaver, vi kan sende hjem. Kan man arbejde uhindret hjemmefra, skal man det, lyder opfordringen, så det vil vores chefgruppe se på henover weekenden, fortæller Birgit S. Hansen.
Samtidig ser ledelsen på det øgede krav til sundhedspersonale i forhold til brugen af mundbind.
– Vi gør alt, hvad vi kan, for at være med til at bryde smittekæderne. Det er nu, vi skal handle, og det vil vi som arbejdsgivere og politisk organ bakke op om, slutter Birgit S. Hansen.
Krisestaben mødes løbende.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Efter Statsministerens pressemøde: Frederikshavn Kommune følger situationen tæt' til en bekendt