Det kønsopdelte arbejdsmarked skal åbnes
9. oktober 2020 - kl. 9:09 - af Henrik Christensen
Af Finn Jenne, formand for 3F Frederikshavn og Søren Heisel, forbundssekretær i 3F med ansvar for ligestilling.
Når du skal have nyt tag på dit hus, så har du sandsynligvis en forventning om, at det er en mandlig tømrer, der udfører jobbet. Når du møder en, der sørger for rengøringen, så forventer du, at det er en kvinde. Det er ikke tilfældigt, for sådan er det i langt de fleste tilfælde. Danmark har et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i verden.
Det er overraskende, når man tænker på fordelene ved et mindre kønsopdelte arbejdsmarked – både for samfundet og for den enkelte medarbejder
Medarbejdere trives bedre i arbejdsmiljøer, hvor begge køn er nogenlunde lige repræsenterede. Et godt arbejdsmiljø og høj trivsel blandt medarbejdere mindsker sygefravær og muligheden for at udvikle en sexistisk kultur. I et meget kønsopdelt arbejdsmiljø, hvor for eksempel mænd udgør flertallet, udvikles formodentlig lettere en kultur med chikane af kvinder, end hvis der var nogenlunde lige mange mænd og kvinder tilstede.
Derudover kan en åbning af det kønsopdelte arbejdsmarked have en positiv effekt på løn-gabet mellem mænd og kvinder. På trods af lovgivning om ligeløn fra 1976 ser vi stadig, at kvinder tjener i gennemsnit 12,8 procent mindre end mænd. Løn-gabet er dog mindre indenfor fag, hvor kønsfordelingen er mere lige. Det er nemmere at sikre ligeløn, når mænd og kvinder arbejder inden for samme branche.
I fagbevægelsen har vi sat os for at åbne det kønsopdelte arbejdsmarked blandet andet ved at tilbyde mentorordninger for det underrepræsenterede køn. Det er en vigtig opgave, fordi problematikker som arbejdsmiljø, seksuel chikane og ligeløn også er påvirket.
Alle fortjener et godt arbejdsliv. Åbning af det kønsopdelte arbejdsmarked er et vigtigt skridt på vejen dertil.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det kønsopdelte arbejdsmarked skal åbnes' til en bekendt