Frederikshavn Kommune afventer nye restriktioner

Frederikshavn Kommune afventer nye restriktioner

4. november 2020 - kl. 19:00 - af

Frederikshavn Kommune får nye restriktioner i forbindelse med den muterede type af coronavirus, der er fundet i mink. Det er endnu uvist, hvilke restriktioner, der skal gælde for de nordjyske kommuner, men krisestaben i Frederikshavn Kommune træder sammen i morgen, når staten har givet sine udmeldinger

Statsminister Mette Frederiksen klargjorde i dag på et pressemøde, at alle danske mink skal aflives, da der er fundet en muteret type af coronavirus i dyrene. Samtidig meldte hun ud, at de kommuner, der har denne nye type af coronavirus (kaldet cluster-5 virus) fra i morgen skal udsættes for strengere restriktioner for at inddæmme smitten – og Frederikshavn Kommune er en af de pågældende kommuner.

– Vi er på nuværende tidspunkt i orkanens øje. Vi ved, at der kommer strengere restriktioner, men vi ved ikke, hvordan de kommer til at udspille sig. Vi følger statens udmeldinger tæt og mødes i krisestaben i morgen, så vi hurtigst muligt kan melde ud til vores borgere, hvordan vores nye virkelighed ser ud, siger Birgit S. Hansen, der er borgmester i Frederikshavn Kommune.

Hun understreger, at Frederikshavn Kommune melder de nye restriktioner ud til offentligheden så hurtigt som muligt.

– Lige nu kender vi heller ikke de nye restriktioner. Men når de nye restriktioner kommer, står vi klar til at træde til og hjælpe, hvor vi kan – det er vigtigt, at vi får bremset smitten nu, forklarer Birgit S. Hansen.

En alvorstung dag

Det er dog ikke kun en hård dag for de nordjyske kommuner, der er ramt af den muterede coronavirus. Særligt minkavlerne rammes hårdt i denne situation, da alle danske mink skal aflives.

– Det er en alvorstung dag. Et vigtigt erhverv i vores kommune er ramt og jeg har den dybeste sympati for de minkavlere, der nu mister deres livsværk. Det er et drastisk og stort tab, og vi som kommune vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe, siger Birgit S. Hansen.

Frederikshavn Kommune har allerede nu aftalt et møde med minkbranchen for at afklare, hvordan man bedst muligt kan hjælpe de berørte minkavlere i kommunen.

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Frederikshavn Kommune afventer nye restriktioner' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger