Frederikshavn opgives som EM-værtsby i håndbold

Frederikshavn opgives som EM-værtsby i håndbold

6. november 2020 - kl. 13:02 - af

Arena Nord i Frederikshavn kan ikke længere være spillested ved kvindernes EM i håndbold i december måned. Det er konklusionen efter myndighedernes nye lokale restriktioner og nedlukning i Nordjylland, der bl.a. gælder for Frederikshavn Kommune.

Tilbage i august 2019 kunne Dansk Håndbold Forbund offentliggøre Arena Nord som spillested ved EM 2020.

Den alvorlige udvikling i Nordjylland samt myndighedernes nedlukning af 7 nordjyske kommuner umuliggør nu et EM-værtskab i Frederikshavn. Ifølge EM-programmet skulle der spilles 6 kampe i EM-gruppe A i Arena Nord den 3., 5., og 7. december. I første omgang gælder de stramme restriktioner til og med den 3. december.

Direktør for Arena Nord, Per H. Malmberg, er rigtig ærgerlig over udviklingen: ”I Frederikshavn er vi håndboldentusiaster af hjertet, og vi havde derfor glædet os helt vildt til igen at lægge by til nogle spændende kampe til dette års EM. Vi har prøvet det før med stor succes ved mesterskabet i 2015, og vi var på trods af omstændighederne igen klar til at løfte opgaven. Vi havde sågar vores berømte hjemmestrikkede huer klar til kvindelandsholdet, men nedlukningen af Nordjylland og de tilhørende restriktioner gør, at vi må opgive vores værtskab. Det er vi virkelig kede af.”

På jagt efter ny værtsby

Per Bertelsen, der er formand for Dansk Håndbold Forbund, er også ked af aflysningen i Frederikshavn, men han er dog stadig optimistisk i jagten på en ny værtsby.

”Vi er først og fremmest kede af, at vi skal opgive Frederikshavn som vært, for vi har et fantastisk samarbejde med byen og med de gode folk i Arena Nord. Jeg er dog overbevist om, at vi kan lykkes med at finde en ny værtsby. Vi vil stadig gøre vores allerbedste, så vi får et ordentligt mesterskab her i Danmark. Situationen er uden tvivl alvorlig, og det bliver krævende for os alle, men vi har nogle dygtige medarbejdere og uundværlige frivillige, så vi skal nok løse opgaven,” siger Per Bertelsen.

EM i kvindehåndbold afholdes som et samarbejde mellem Danmark og Norge i perioden 3.-20. december.

”For to dage siden så jeg ind i, at vi kunne ende med to puljer og en mellemrunde, hvis Norge trækker sig fra EM. I dag står vi uden andel i EM 2020,” lyder det afslutningsvis fra Per H. Malmberg.

 

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Frederikshavn opgives som EM-værtsby i håndbold' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger