Har søgt pulje for styrket omsorg og nærvær i ældreplejen
13. november 2020 - kl. 6:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune har søgt Sundhedsstyrelsen om godt 14,3 mio. kr. fra en pulje til styrket omsorg og nærvær i ældreplejen.
Ældrerådet har på dets seneste møde fået forelagt projektet, som man godt. Rådet finder det tillige vigtigt at få præciseret, at projektet omhandler borgere inden for målgruppen i hele Frederikshavn Kommune.
Projektets præcise titel er ”RETTE nærvær på tværs”. Der indgår væsentlige elementer som livskvalitet, selvbestemmelse, en værdig død samt kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen.
Projektet består af en række indsatser, der bidrager til at skabe en fælles forståelsesramme på tværs af fagligheder med henblik på at sikre de rette kompetencer og større systematik i observation, triagering og dokumentation af borgeren. Målet er at give hver borger rette omsorg, pleje og nærvær.
(Triage er et redskab, der bruges til at sortere og prioritere patienter med akut opstået sygdom efter den alvorlighedsgrad, tilstanden præsenterer sig med. Derved sikres det, at patienter med størst behov bliver behandlet først).
Rettidig og målrettet indsats
I hjemme- og sygeplejen i Frederikshavn Kommune består indsatsen i et tværfagligt systematisk samarbejde med almen praksis på ugentlige triagerings- og hjemmeplejelægemøder.
Med praktiserende lægers deltagelse er målet at sikre en rettidig og målrettet indsats, hvilket bidrager til at løfte kvaliteten og styrke samarbejdet på tværs.
Indsatsen skal have et særligt fokus på arbejdsgange og samarbejde omkring terminale borgere i relation til en værdig død uden forebyggelige indlæggelser.
På plejecentrene består indsatsen i at skabe større fokus på den plejecentrerede omsorg i tilgangen til og kommunikationen med borgerne. Dette sker i samarbejde med demenskoordinatorer, der har en specialiseret viden på området. Desuden udarbejdes små videoer, som skal visualisere borgernes individuelle behov. Videoerne skal medvirke til individualiseret pleje og omsorg med afsæt i borgerens egne ønsker og behov.
Projektet ventes igangsat den 1. december i år og afsluttet med udgangen af 2021.
Punktet er i øvrigt sat på dagsordenen for næste møde i både Sundhedsudvalget og Socialudvalget.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Har søgt pulje for styrket omsorg og nærvær i ældreplejen' til en bekendt