
Borgmestre – kæmper I kampen?
16. november 2020 - kl. 14:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ja det gør vi! Selvom vi er syv forskellige borgmestre, fra tre partier og med forskellige måder at sige tingene på, så er vi enige om at argumentere for, at vi syv kommuner ikke skal være lukket ned eet minut for længe.
Jeg kan heller ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at nogle ønsker, at vi er lukket mere ned end andre kommuner i Danmark et sekund mere end højst nødvendigt. Det handler ikke kun om politik. Det handler også om en pandemi og om sundhedsfaglige styrelser, der rådgiver regeringen. Regeringen skal så trække af på beslutninger derefter.
Jeg er ikke valgt til at forsvare hverken styrelser eller regeringer. Men jeg vil alligevel forsøge at give et indblik i, hvad vi som kommune orienteres om, der ligger til grund for disse restriktioner.
Vi orienteres om, at strategien er massetest. Dvs. at så mange som muligt – og gerne alle over to år – testes i de syv kommuner. Det er for at få et billede af udbredelsen af virus og eventuelle mutationer.
Så er der en anden meget, drastiske side, at alle mink må slås ned, fordi de udgør et stort virusreservoir ift.mink og det øger risikoen for, at der opstår nye virusmutationer.
Jeg tør godt sige vi: VI føler alle med minkavlerne og de ramte, og jeg håber virkelig snart, de politiske partier på borgen kan finde en økonomisk model, der kan kompensere minkavlerne. Og så håber jeg ikke, de sidder og trækker tiden i et politisk magtspil – hverken rød eller blå blok…
Vi fik åbnet for skolebørnene, der må komme i skole igen, for at vi kan færdes i hinandens syv kommuner, og for at vi kan tage offentlig transport. Jeg er spurgt: “synes du, det er mærkeligt, at der åbnes noget før 3. dec.? Er det ikke slingrekurs? Og er det nok, der åbnes?”
Mit svar er: “jeg er glad for at bo i et land, hvor man er i stand til at navigere og lave ting om til det bedre. Tænk hvis vi boede i et land med et regime, der sagde: Vi sagde: 3. dec. – så fat det dog!
Vil vi have mere? JA absolut! Vi borgmestre minder om, at så snart det er forsvarligt, så luk op. Vi vil hænge sammen med resten af Danmark – og verden – når det er muligt. For vi kender betydningen af sammenhæng regionalt og internationalt. Vi og vores virksomheder lever af at handle med verden. Det er resten af Danmark, Europa og verden, vi får besøg af i turismen og oplevelsesøkonomien. Det handler om arbejdspladser, om pendling, om ordrer for virksomhederne. Hver time tæller, og det gør vi gældende men med respekt for den sundhedsmæssige vurdering.
Til sidst vil jeg nævne, at vi syv kommuner også kæmper sammen om genstartspakker og hjælpepakker til kommunerne i almindelighed og erhvervslivet i særdeleshed, fordi der er ingen tvivl om, at vi er særligt ramt.
Men det er heldigvis ikke kun borgmestre, der kæmper.
Alle kæmper: borgere, ansatte, erhvervet.
Det skal I have tak for.
Med venlig hilsen
Birgit S. Hansen
Borgmester
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Borgmestre - kæmper I kampen?' til en bekendt