Sundhedsudvalget klar til at arbejde med FN’s Verdensmål
24. november 2020 - kl. 8:25 - af Henrik Christensen
FN’s 17 Verdensmål er på dagsordenen i Frederikshavn Kommunens fagudvalg. Sundhedsudvalget tager i første omgang afsæt i tre verdensmål, der har fokus på sundhed og trivsel, bæredygtige byer og lokalsamfund samt partnerskaber for handling.
FN’s 17 Verdensmål og arbejdet for en mere bæredygtig fremtid er et vigtigt perspektiv i Frederikshavn Kommunes udviklingsstrategi ”Muligheder for vækst – Muligheder for mennesker”. I november måned har kommunens fagudvalg drøftet, hvilke verdensmål de ønsker at arbejde med. Sundhedsudvalget har besluttet i første omgang at tage udgangspunkt i verdensmålene: 3) Sundhed og trivsel, 11) Bæredygtige byer og lokalsamfund samt 17) Partnerskaber for handling.
– I Sundhedsudvalget træffer vi beslutninger, der bl.a. handler om borgernes sundhed, forebyggende indsatser og tilskud til frivilligt socialt arbejde. Beslutninger, der i større eller mindre grad berører alle kommunens borgere og har stor betydning for borgernes livskvalitet. Vi vil gerne sætte initiativer i gang, der fremmer sundhed, trivsel og bæredygtig udvikling af vores lokalsamfund, udtaler Christina Lykke, formand for Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Verdensmål omsættes til handlinger
I Sundhedsudvalget er medlemmerne optagede af at finde koblinger mellem verdensmålene og kommunens sundhedspolitik ”Sundhed med lyst til livet”, der har fire pejlemærker: ”Tidlig indsats”, ”Lige forudsætninger for sundhed, ”Sammen om sundhed” og ”Exitstrategi”.
– Vores sundhedspolitik er et godt udgangspunkt for at gribe fat i verdensmålene og handle på dem. Vi må som politikere gerne udfordre ”plejer” og blive endnu bedre til at samarbejde om at øge sundhed og trivsel i vores kommune. ”Sammen om sundhed i Gærum” er et godt eksempel på et lokalt arrangement, der favner både den fysiske og mentale sundhed, og samtidig samler et lokalsamfund. Flere af den slags initiativer vil fremme fællesskaber, have fokus på at bekæmpe ensomhed og styrke fysisk og mental sundhed, siger Christina Lykke, formand for Sundhedsudvalget.
Fremadrettet vil Sundhedsudvalget i den politiske debat og beslutningsproces drøfte, hvordan arbejdet med verdensmålene i de enkelte sager bidrager til at fremme sundhed, trivsel og fællesskaber i alle befolkningsgrupper. Sundhedsudvalget vil evaluere arbejdet med FN’s Verdensmål løbende for at måle på effekten af de indsatser, der bliver iværksat.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sundhedsudvalget klar til at arbejde med FN’s Verdensmål' til en bekendt