
Renovering af pleje- og ældrecentre for knap 18 millioner
7. december 2020 - kl. 8:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Socialudvalget skal på udvalgets møde den 9. december se nærmere på en principgodkendelse af renoveringsprojekter vedr. Ankermedet Plejecenter i Skagen, Dybvad Ældrecenter samt Kastaniegården i Frederikshavn.
Det sker med baggrund i, at Socialudvalget i marts 2020 og senest på møde den 11 november har besluttet, at følgende ældreboliger opdeles i disse afdelinger:
- 20 plejeboliger beliggende på Dybvad Ældrecenter
- 30 plejeboliger beliggende på Ankermedet Plejecenter og 20 ældreboliger på Skagavej (i tilknytning til Ankermedet Plejecenter)
- 33 ældreboliger på Kastaniegården i Frederikshavn (aflastningsboliger) sammenlægges
Herefter vil Frederikshavn Boligforening administrere i alt 103 boliger i en afdeling, og 20 ældreboliger på Chr. X’s Vej i Skagen administreres ligeledes af Frederikshavn Boligforening i en afdeling.
Forhold klarlægges
Siden da har forvaltningen arbejdet med at føre beslutningen ud i livet. Der er klarlagt forhold vedrørende arealer, mærkning af boliger og økonomi. Enkelte af disse forhold er endnu under afklaring, men det forventes, at ændringerne kan træde i kraft ved årsskiftet.
Da Socialudvalget i marts traf beslutning om ændringen, blev udvalget samtidig orienteret om behov for renovering af en del af boligerne og bygningerne. Planlægningen af renoveringen, herunder budget og finansiering, er i den afsluttende fase, og indtil videre kan der fremlægges en foreløbig beskrivelse af projekterne samt en foreløbig beskrivelse af finansieringen. Dette får politikerne forelagt på det forestående møde.
Skønnet pris i underkanten af 18 mio.
Der er således planer om at foretage renoveringsarbejder for en foreløbig skønnet pris på ca. 17,7 mio. kr. Udgiften hertil kan finansieres dels af opsparede henlæggelser samt optagelse af lån. Den angivne finansiering medfører ikke huslejestigninger og forudsætter heller brug af kommunale midler.
Frederikshavn Boligforening og Frederikshavns Kommunes revision (BDO) har gennemgået og vurderet materialet, som anses for realistisk.
Da der er tale om foreløbige og skønnede estimater, foreligger der en anmodning om, at Socialudvalget fremsender projektet til Økonomiudvalget og Byrådet med henblik på at få en principgodkendelse, så Frederikshavn Boligforening i samarbejde med BDO kan fortsætte arbejdet med at konkretisere projekterne, priserne, finansieringen og endelige huslejekonsekvenser, herunder beboernes godkendelse.
De endelige projekter vil herefter blive sendt til høring i Ældrerådet og Handicaprådet, hvorefter de fremlægges til endelig politisk godkendelse senest til maj næste år.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Renovering af pleje- og ældrecentre for knap 18 millioner' til en bekendt