
Lysfest på årets korteste dag
14. december 2020 - kl. 11:33 - af Henrik Christensen
Frederikshavn Kommune markerer, at vi går mod lysere tider, når der er vintersolhverv 21. december. Kommunens plejecentre, bosteder og borgere kan deltage ved at tænde op i bålfadet hjemme i haven, når der LIVE-streames fra lysfesten et hemmeligt sted i kommunen.
Vintersolhverv er det tidspunkt på året, hvor solen når sin laveste højde på himlen, og i Frederikshavn Kommune markeres årets korteste dag den 21. december med en lysfest. Lysfesten er blevet et tilløbstykke, men i år foregår fejringen af vintersolhverv på en alternativ måde:
– Vi har en tradition for at samle flere hunderede mennesker til solhvervsvandring med fakler i vores dejlige natur. Men i år må vi holde fælles lysfest med afstand, og vi håber, at rigtig mange i hele kommunen vil deltage i lysfesten og tænde op i bålstedet hjemme i haven for at markere, at vi går mod lysere tider, lyder opfordringen fra naturvejleder Bo Storm, Frederikshavn Kommune.
Solhverv i corona-versionen
De fleste har vænnet sig til at mødes virtuelt på Teams, Zoom, Skype eller andre digitale mødesteder i et år, hvor corona-pandemien har vendt op og ned på vores hverdag og traditioner. Med hjælp fra teknologien kan det lade sig gøre at fejre solhverv sammen hver for sig. Lysfesten streames nemlig på Facebook:
– Vi sender LIVE fra lysfesten, og det vil være super festligt, hvis alle jer, der deltager, deler billeder af jeres bål hjemme i haven på kommunens Facebookside. Jeg skal lige minde om, at vi højst må samles 10 personer hvert sted, og vi skal huske at holde afstand og passe på hinanden, siger naturvejleder Bo Storm.
Det kan være, at der dukker en kendt person op ved lysfesten den 21. december. Bo Storm vil dog ikke røbe, hvem det kan være.
Få tips, tricks og opskrifter til bålhygge
Frem til solhverv varmes der op til bålhygge for hele familien på kommunens Facebookside.
– Når nu vi tænder op i bålfadet, kan vi lige så godt tænke bæredygtigt og udnytte varmen til at lave lækre snacks, mens vi hygger os omkring bålet. Så følg med på kommunens Facebookside, hvor jeg deler opskrifter og idéer til fælles aktiviteter, lover naturvejleder Bo Storm.
Den virtuelle lysfest LIVE-streames mandag den 21. december fra kl. 17 på Frederikshavn Kommunes Facebookside: https://www.facebook.com/frederikshavnkommune
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lysfest på årets korteste dag' til en bekendt