Idéoplæg til sommercamp for børn

Idéoplæg til sommercamp for børn

16. december 2020 - kl. 6:15 - af

På Børne- og Ungdomsudvalgsmøde i oktober besluttede udvalget, at der på et kommende udvalgsmøde skulle arbejdes videre med en lokal forankret forenings-sommercamp for børn i Frederikshavn Kommune.

Sommer-campen afholdes i et samarbejde mellem Center for Skole og de lokale klubber og foreninger med fokus på bevægelse, kreativitet, masser af leg, gode grin og nye venskaber.

Campen har følgende formål:

  • at være et tilbud til alle børn i kommunen
  • at der er særligt fokus på foreningsløse børn
  • at et antal gratis pladser reserveres til børn af udsatte familier
  • at der er et særligt sigte på, at udsatte børn efterfølgende starter i en forening/klub.

Det forudsættes, at der er brugerbetaling til pladserne i sommer-campen. Campen afholdes i uge 27 og har base i Frederikshavn med mulighed for at flytte ud til lokationer, som passer til aktiviteten.

Overordnet tema

Der udvælges et overordnet tema for hele campen som f.eks. superhelte, som alle aktører inddrager i deres aktiviteter, så der skabes en rød tråd for de deltagende børn. Klubber og foreninger afholder aktiviteter i lektioner eller via hele dage afhængig af, hvor meget de har mulighed for byde ind med.

Alle klubber og foreninger har været indbudt til et onlinemøde, hvor initiativet blev præsenteret med efterfølgende dialog. Sæby Floorbold, FFI fodbold, Idrætssamvirket Frederikshavn Kommune (IS), Skagen Modeljernbane, Frederikshavn Golfklub og SSP deltog i mødet.

Klubberne var positive omkring idéerne for sommer-campen og for, at campen blev lokalt forankret via klubberne. Sæby Floorbold tilkendegav på mødet, at de gerne ville deltage i sommercampen, mens de øvrige klubber skulle drøfte dette hjemme i klubben. Følgende klubber, som ikke deltog på mødet, har tilkendegivet, at de kunne have interesse i at deltage: FFI brydning, SOS Nord skøjtning, Frederikshavn Skøjteforeningen, FIK ishockey, Frederikshavn Blackhawks og Tordenskjoldsgarden.

Indsats for sårbare børn

Efter campens afslutning skal klubberne gøre en ekstra indsats i forbindelse med overgangen fra sommercamp til klub. Det kan f.eks. være gratis 10-turs kort og ved at flytte træninger ud i boligområder, hvor sårbare børn er bosiddende. SSP deltager i sommercampen, og specialpædagogisk uddannet personale er holdledere, således at der er gennemgående voksne, som tager hånd om de deltagende børn og guider dem. Dermed kan klubber og foreninger udelukkende stå for at lave gode og sjove aktiviteter.

Der opkræves egenbetaling for børns deltagelse. Beløbet fastsættes på baggrund af økonomiske udgifter, som knytter sig til afholdelsen af sommercampen det pågældende år. Pris pr. barn i 2021 vil være 1200 kr.

Hvert år råder Center for Familie over 42 pladser, som tildeles sårbare børn, der ikke har mange andre ferietilbud, og som vil kunne profitere af et mere aktivt fritidsliv efterfølgende. Center for Familie tildeles pladser på sommer-campen op til en samlet pris af 50.000 kr., som dækkes af afsatte midler til sommercamp og fællesskab for alle.

I Børne- og Ungdomsudvalgets oprindelige budget for 2021 havde beløbet overskriften ”Pulsskolen”. Center for Skole har i Økonomicenteret undersøgt rigtigheden i, at beløbet i stedet anvendes til en kommunal arrangeret sommercamp. Det er vurderingen, at Børne- og Ungdomsudvalget godt kan benytte beløbet.

Støtte FN’s verdensmål

Med sommer-campen vil Frederikshavn Kommune bidrage til at løfte FN’s tredje verdensmål om at sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper. Et af temaerne i dette verdensmål er ikke smitsomme sygdomme, som f.eks. diabetes og kræft- også kaldt livsstilssygdomme. Ved at øge børns bevægelse og få dem ind i aktive fællesskaber i fritidslivet, kan risikoen for disse sygdomme mindskes fremover.

Børne- ungdoms- og arbejdsmarkedsdirektøren indstillede over for Børne- og Ungdomsudvalget på dets seneste møde forleden, at udvalget godkendte, at der arbejdes videre med idéoplægget for sommercampen med henblik på at etablere en sådan i sommeren 2021.

Et flertal i udvalget godkender indstillingen. Det var formanden Anders Brandt Sørensen (A), socialdemokraterne Lars Oldager, Irene Hjortshøj, Helle Skovgaard Mortensen, Almina Nikontovic samt SF’s  Christina Lykke Eriksen. Venstres Asger M. Mortensen kunne ikke følge indstillingen og ønskede et fortsat samarbejde med Pulsskolen.

 

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Idéoplæg til sommercamp for børn' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger