Mette Hardam (V) ønsker glædelig jul
23. december 2020 - kl. 12:19 - af Henrik Christensen
”Danmark holder pause. Telefonerne er stille, sms og mails kan vente, for julen er familiens højtid.”
Netop sådan skrev jeg i min julehilsen sidste år. Danmark holder pause – ja lige nu holder hele verden faktisk pause, eller vi holder i hvert fald vejret og håber på at lyset er lige på den anden side i det nye år.
2020 var netop kun lige kommet i omdrejninger ovenpå juleferien, førend pandemien satte alle dagsordener – hvad enten det har været de familiemæssige, virksomhedernes eller de politiske.
Det har været det mest mærkelige år for os alle og det var helt sikkert ikke en del af nytårsforsættet eller en del af det budget, som blev lagt for virksomheder og ej heller Frederikshavn Kommune.
Men det har været et år, hvor vi igen har bevist, at vi er omstillingsparate – et gen og en evne, som gang på gang viser sig at være en af de vigtigste forudsætninger for at udvikle og overleve.
Det har været et udfordrende år, hvor mange har lidt store afsavn, og alt for mange har mærket ensomheden, hvad enten det er kommet i kølvandet af ”at være sendt hjem” fra skole eller job, eller det har været den udsatte eller ældre, som ikke har kunnet få besøg.
Det har også været et år, hvor der har været tid til refleksion. Det er godt og sundt. Vi har for et øjeblik sat hamsterhjulet lidt ned i gear, og vi har haft tid til at mærke efter.
Men de fleste af os savner hverdagen og ikke mindst friheden til selv at sætte større aftryk på dagsordenen. Vi savner alle sammen et eller andet, som vi ikke tidligere har bemærket, har haft så stor betydning – alle de sociale relationer, hvad enten de foregår på sidelinjen til fodbold eller i strikkeklubben.
Personligt har jeg selv fundet to steder, hvor jeg finder ro til refleksion – jeg har gået lange ture i al slags vejr og så har jeg fundet en gammel familie-passion frem – nemlig puslespillet. Begge dele kan anbefales og det koster kun tid… til gengæld giver det fornyet energi til hjernen.
Med den opfordring vil jeg på Venstres vegne i Frederikshavn Kommune ønske en rigtig glædelig Jul og lykkebringende nyt år.
De bedste julehilsner
Mette Hardam, Venstre
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mette Hardam (V) ønsker glædelig jul' til en bekendt