
Der er ikke meget at glæde sig over!
22. januar 2021 - kl. 9:12 - af Henrik Christensen
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Byrådsmedlem Lars Oldager (A).
Der er i denne tid ikke meget at glæde sig over, vil nogen nok sige! Jeg tror på, at den nordjyske ånd sejrer trods alt.
Mange skeptikkere “hærger” de sociale medier, og er med til, efter min mening, at forplumre debatten og samtidigt fjerne fokus fra de emner der betyder allermest for vores samfund. Vigtige emner som de ansatte i ældreplejen og på sygehusene, pædagogerne i børnehaverne, dagplejerne og de mange andre, der står i første linie og som virkeligt mærker konsekvenserne af de tiltag, der er sat i værk! De har udover deres normale arbejdsopgaver, langt mere at se til, end mange ved! Jeg syntes vi bør hylde og hjælpe dem alt vi kan, fremfor at diskutere og skændes på de sociale medier, om hvis skyld det er og hvad der burde være gjort i stedet.
Det er altid nemmest at sidde bagerst i bussen og råbe, fremfor at sidde forrest og være med til at bestemme vejen.
Der er i denne tid ikke meget at glæde sig over, vil nogen nok sige! Jeg har en ukuelig tro på, at vi går mod lysere tider, både med solens komme, og mod Coronaen. Nogen vil sikkert kalde mig naiv og meget andet, men jeg bevarer troen og modet, finder det positive, og bruger det som modvægt.
For der ER noget at glæde sig over i denne tid, trods alt, siger Jeg!
Budget 20-21 har gjort det muligt at investere i 1500 nye borde og 2000 nye stole til omdeling i vores skoleafdelinger. Skolerne rundt i kommunen får et løft, og bliver mere tidssvarende, senest Sæbygård skoleafdeling, som er blevet renoveret, hvilket sammenlagt betyder at vores skoleafdelinger får et læringsmiljø som bliver væsentligt bedre.
Der ER egentligt meget at glæde sig over i denne tid, trods alt!
Arena Nord skal udvides, M.A.R.S på havnen i Frederikshavn har vundet en stor ordre, som skaber flere arbejdspladser i kommunen. Havnen i Skagen er klar. Havnen i Sæby bliver endnu en perle i rækken af perler i vores Kommune. Vores dygtige erhvervsdrivende holder gang i hjulene trods nedlukning og tiltag. Naturen tager sig godt ud, til glæde for de mange flere brugere, der er kommet indenfor det sidste år. VM i floorball kommer til byen og mange andre gode ting sker i vores dejlige kommune
Det ER da meget at glæde sig over, trods alt!
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der er ikke meget at glæde sig over!' til en bekendt