
Erhvervskundechef Peter Tvilling Krøgh.
Ny erhvervskundechef i Nordjyske Bank i Frederikshavn
28. januar 2021 - kl. 15:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Peter Tvilling Krøgh overtager chefstolen fra Lejf Andersen, der fortsætter som erhvervsrådgiver.
Nordjyske Bank gennemfører et generationsskifte i Erhvervscenter Frederikshavn og udnævner pr. 1. februar 2021 Peter Tvilling Krøgh til erhvervskundechef.
Peter har 20 års erfaring i bankverdenen og heraf har de 10 været som erhvervsrådgiver. De seneste 7 år har han været ansat i Nordjyske Banks erhvervsafdeling i Frederikshavn og har i lidt over 1 år varetaget stillingen som souschef i afdelingen.
Han har skabt sig fagligt brede kompetencer igennem sine år i branchen. Han har det teoretiske og ledelsesmæssige fundament på plads i form af en HD i Finansiel Rådgivning, en akademiuddannelse i Finansiel Rådgivning samt en lederuddannelse fra FU i Skanderborg.
Peter er 38 år, og han bor i Strandby med sin kone Trine og parrets tre drenge på 4, 6 og 9 år. Når fritiden ikke bruges sammen med familien, er han aktiv i Strandby FDF, spiller badminton på motionsplan i SEIF og golf.
Peter brænder for erhvervslivet i Frederikshavn og omegn og har et indgående kendskab til det. Han er altid klar til en snak med både nye og eksisterende kunder.
Lejf Andersen har efter mere end 43 år i banken, og de seneste 27 år som leder, ønsket at fokusere endnu mere af sin tid på kunderne. Lejf Andersen fortsætter derfor som erhvervsrådgiver, og vil beholde sine nuværende kunder til glæde for banken og kunderne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny erhvervskundechef i Nordjyske Bank i Frederikshavn' til en bekendt