Klimaplan med fokus på inddragelse af erhvervsaktører

Klimaplan med fokus på inddragelse af erhvervsaktører

11. marts 2021 - kl. 13:06 - af

Kommunens verdensmålsudvalg har forleden haft klimaplan 2020 til endelig godkendelse.

I 2015 forhandlede FN-landene sig til enighed om to nye klima- og bæredygtighedsaftaler. Den ene er Paris-aftalen, som er en global, juridisk bindende klimaaftale og Kyoto-protokollens afløser. Den anden er aftalen om Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, som omtales i FN’s 17 verdensmål, hvoraf flere omhandler klima.

I foråret 2019 udvalgte Realdania, den grønne tænketank CONCITO og netværket C40 20 danske kommuner til det danske klimaprojekt DK2020 – herunder Frederikshavn Kommune – der vil gå forrest i kampen mod klimaudfordringerne ved at igangsætte klimaplanlægning med et ambitionsniveau, som lever op til Parisaftalens 1,5° C målsætning. Dette indebærer bl.a., at Frederikshavn Kommune som geografisk område skal være emissionsneutral i 2050.
C40 er et netværk af megabyer og andre storbyer, som har forpligtet sig til at mindske udslippet af drivhusgasser. C40 støtter medlemsbyerne i at gennemføre klimaprojekter ved at tilvejebringe og formidle teknisk bistand, forskning og viden.

Med initiativet opfordrer Realdania, CONCITO og C40 til at følge i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden og blive en del af en gruppe af internationale klimafrontløbere. Siden har aktørerne bag DK2020 sammen med KL (Kommunernes Landsforening) besluttet, at samtlige 98 danske kommuner skal udarbejde en DK2020-klimaplan.

I regi af DK2020-samarbejdet er der udarbejdet en helhedsorienteret klimaplan, som består af to dele. Første afsnit omhandler kommunens konkrete handlingsplaner for nedsættelse af CO2-udledning, energibesparende foranstaltninger og fremme af vedvarende energi. Andet afsnit beskriver kommunens indsats på klimatilpasningsområdet.
DK2020-klimaplanen imødekommer samtidig den danske regerings mål om 70% reduktion af kommunens CO2-udledning i år 2030 sammenlignet med kommunens CO2-udledning i 1990.
CONCITO og Frederikshavn Kommune har indgået en aftale om, at der udarbejdes en komprimeret udgave – en såkaldt pixi-udgave – af klimaplanen, som er letforståelig for bl.a. kommunens borgere.

Verdensmålsudvalget har senest besluttet at bakke op om DK2020-klimaplanen med følgende bemærkninger: der udarbejdes en pixiudgave af klimaplanen, og planen følges op af et arbejde med fokus på at sikre inddragelse af erhvervsaktørerne.

Borgmester Birgit S. Hansen (A) er formand for Verdensmålsudvalget.

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Klimaplan med fokus på inddragelse af erhvervsaktører' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger