Her undersøger og fjerner Region Nordjylland forurening i 2021

Her undersøger og fjerner Region Nordjylland forurening i 2021

17. marts 2021 - kl. 5:38 - af

I 2021 udfører Region Nordjylland 12 afgrænsende undersøgelser for at vurdere, om jordforurening på grundene udgør en risiko for menneskers sundhed eller for grundvandet. Derudover fjerner regionen forurening fra yderligere 3 grunde, fordi forureningen her udgør en risiko for beboerne i boligerne.

Undersøgelser og oprydning for 9 mio. kr.

I 2021 har Regionsrådet afsat 9 mio. kr. til afgrænsende undersøgelser og afværgeprojekter. Af den netop vedtagne indsatsplan fremgår det, hvor Region Nordjylland vil udføre afgrænsende undersøgelser og oprydninger i 2021.

Region Nordjylland vil gennemføre afgrænsende undersøgelser på 12 grunde, hvor der tidligere er konstateret forurening. Undersøgelserne skal være med til at afklare, hvor stor en risiko forureningen udgør, og om der er behov for senere at rydde forureningen op. På de 8 af grundene udføres undersøgelserne af hensyn til grundvandet, og på de 4 grunde sker det af hensyn til beboerne i boligerne på de berørte grunde.

Udover undersøgelserne gennemfører regionen afværgeprojekter på 3 grunde med jordforurening med klorerede opløsningsmidler, som stammer fra tidligere renserier. Forureningerne afværges, så der ikke længere er en risiko for, at der trænger dampe fra opløsningsmidler ind i indeklimaet i de berørte boliger.

Beskyttelse af overfladevand

Som noget nyt har Regionsrådet udover de 9 mio. kr. også øremærket 3,3 mio. kr. både i 2021 og 2022 til en ny opgave med overfladevand. Denne indsats skal skabe overblik over den trussel, jordforureninger udgør for vandløb, søer og kyster i Nordjylland. Konkret betyder det, at der i løbet af de næste to år skal undersøges i alt 40 grunde i regionen.

Midlerne til at undersøge forureningerne kommer fra staten, og resultaterne skal danne grundlag for indsatserne i de kommende nationale vandområdeplaner.

– Med vores indsatsplan fortsætter vi det meget store arbejde med at undersøge mulige forureninger i Nordjylland og skabe tryghed for de borgere, der lever med forurening. Samtidig tager vi fat på en ny og længe ønsket regional opgave med at sikre vores vandløb, søer, fjorde og havet i Nordjylland, siger Mads Thomsen, der er formand for Regionsrådets Udvalg for Klima og Miljø.

Miljømæssig prioritering

De mange forureninger i såvel Nordjylland som resten af landet betyder, at regionerne hvert år må prioritere indsatsen der, hvor risikoen for mennesker eller miljø er størst:

– Igen i år har regionen lavet en ambitiøs plan, hvor der prioriteres blandt de forurenede grunde i hele Nordjylland. Det er tydeligt, at pesticider og beskyttelsen af grundvandet fylder en stor del i planen. Det prioriterer vi højt, fordi vi kan se, at grundvandet mange steder er påvirket af forurening fra pesticider fra tidligere tiders anvendelse, siger Kenn Bloch Mortensen, kontorchef for Jordforurening i Region Nordjylland.

Grundlaget for regionens indsats på jordforureningsområdet bygger på en viden om, hvor i Nordjylland der har været aktiviteter, som kan have forurenet jorden og grundvandet. Ud af de godt 13.000 grunde regionen har kendskab til, er der på nuværende tidspunkt konstateret forurening på godt 2.600 grunde. Dette tal ændrer sig hele tiden i takt med, at regionen hvert år udfører ca. 150 indledende undersøgelser på grunde, hvor der er mistanke om forurening.

Læs mere om arbejdet med jordforurening

På hjemmesiden rn.dk/jordforurening kan du læse om Region Nordjyllands arbejde med jordforurening og bl.a. finde regionens strategiplan og indsatsplan for 2021.

Tjek en grund for forurening online

På hjemmesiden tjekdingrund.dk kan du nemt tjekke, om Region Nordjylland har kortlagt forurening på en grund.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Her undersøger og fjerner Region Nordjylland forurening i 2021' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger