Sparekassen Vendsyssel leverer endnu et solidt årsregnskab

Sparekassen Vendsyssel leverer endnu et solidt årsregnskab

17. marts 2021 - kl. 8:22 - af

Sparekassen Vendsyssel leverer med årsregnskabet for 2020 et solidt resultat før skat på 516 mio. kroner. Resultatet er skabt på grundlag af stor stabilitet i den primære drift. Her leverer sparekassens kerneforretning et resultat på 505 mio. kroner.

Tager man hovedlinjerne i regnskabet, lyder de på:

  • Et resultat før skat på 516 mio. kroner
  • Et solidt resultat i den primære drift på 505 mio. kroner
  • Netto rente- og gebyrindtægter på 1.178 mio. kroner, en stigning på 37 mio. kroner sammenlignet med sidste år
  • Nedskrivninger på udlån udgør 91 mio. kroner, mod 135 mio. kroner sidste år
  • Kursreguleringer på i alt 92 mio. kroner.

Administrerende direktør i Sparekassen Vendsyssel Vagn Hansen fortæller:
”Vi er meget tilfredse med årets resultat. Vi har i et udfordrende år kunne fastholde vores strategi om en kontrolleret vækst. Resultatet viser, at sparekassen har en solid forretningsmodel, som fungerer godt, også når verden rammes af en pandemi.

Det er vigtigt for os, at forretningen altid er velkonsolideret, det giver os stor handlefrihed. Fusionen med Salling Bank er et resultat af dette, og vi er utrolig glade for, at vi i 2020 har kunne sige velkommen til 100 nye kollegaer samt næsten 25.000 kunder fra Salling Bank. Fusionen har allerede bidraget positivt, da tallene fra Salling er indregnet i resultatet for november og december måned.

Ud over kundetilgangen fra Salling Bank er vores samlede kundebestand vokset med netto ca. 3.900 nye kunder. Sparekassen har vokseværk, og det er en sund vækst.

Udviklingen i vores nedskrivninger på udlån viser, at kundernes økonomi generelt har det godt. Ligesom andre pengeinstitutter har vi lavet et væsentligt ledelsesmæssigt skøn på skadevirkningerne af Covid-19. Hvis verden ikke var blevet ramt af pandemien, ville vores nedskrivninger for 2020 være netto positive.

Landbrugssektoren har også klaret sig godt, og dette har givet et positivt aftryk på både vores nedskrivninger og indtægter. Vi tror på, at sektoren fortsætter den positive udvikling også i 2021.

Mange har sikkert fulgt med i skæbnen for minkerhvervet, men her blev der også landet en efter omstændighederne fornuftig aftale.

Sparekassen har med 1.178 mio. kroner vækstet toplinjen med 37 mio. kroner sammenlignet med sidste år. En stor del af denne vækst har været indtægter fra boligområdet. Der har på trods af Covid-19 været godt gang i det danske boligmarked, og dette har rådgiverne også kunne mærke i sparekassen. Vi har i 2020 oplevet et rekordhøjt antal bolighandler, ligesom antallet af omlægninger af lån har været på et meget højt niveau.

Sparekassens kursreguleringer lander også på et tilfredsstillende niveau. Vi blev som andre pengeinstitutter ramt af de store kursfald tilbage i marts måned, men meget har udjævnet sig siden. Den store forskel på kursreguleringerne i forhold til sidste år er dog, at vi i 2019 fik en ekstraordinær stor indtægt, da vi solgte en større andel af vores aktier i Sparinvest til Nykredit, og sådan en handel har vi trods alt ikke mulighed for at levere hvert år.”

Bæredygtighed og lokalt samfundsansvar
Med resultatet for 2020 er Sparekassen Vendsyssel godt rustet til fremtiden, og planen er at fortsætte den kontrollerede vækst. Ligesom andre finansvirksomheder har sparekassen gjort arbejdet med bæredygtighed til en del af den fremtidige strategi. De første Svanemærkede investeringsprodukter er kommet på hylderne, og det er et område, som vil blive prioriteret endnu højere i 2021.

Vagn Hansen fortæller:
”Sparekassen har 177.500 kunder, og vi kan her i rollen som kapitalformidler gøre en stor forskel. Vi vil sammen med vores samarbejdspartnere arbejde for at få endnu flere grønne produkter på hylderne. Vi vil gøre de grønne alternativer synlige for kunderne og forventer, at der løbende vil være en stigning i kundernes efterspørgsel på bæredygtige produkter.

Sparekassens forretningsmodel skal være til gavn for miljøet, men for os vægter det sociale og lokale også højt. Vi har i vores markedsområde bidraget med sponsorater til det lokale idræts- og kulturliv samt andre aktiviteter med 11 mio. kroner. Derudover har sparekassens ti fonde igen være meget aktive. Fondene har støttet bredt med næsten 16 mio. kroner, bl.a. gik fondene sammen om en fælles donation på 250.000 kroner til den årlige Knæk Cancer-indsamling. Det er en vigtig del af vores dna, at vi støtter lokalt, der hvor vi driver vores forretning, og sparekassemodellen giver os gode muligheder for dette. Jeg ved også, at vi i 2019 var blandt de 100 største selskabsskatteydere i Danmark. Her kommer vi også med et godt bidrag til samfundet i år.”

Sparekassemodellen
I en garantsparekasse indskyder en række kunder kapital. Dette belønnes med en årlig garantrente, som i år er indstillet til at blive 3 % p.a. Sparekassen Vendsyssel har cirka 53.600 garanter. Sammenlignet med et aktieselskab er der ingen aktionærer, som løbende skal honoreres. En god del af overskuddet kan derfor bruges til at støtte almennyttige formål lokalt.

Målt på indtjening, antallet af kunder samt garantkapital er Sparekassen Vendsyssel i dag Danmarks største sparekasse.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sparekassen Vendsyssel leverer endnu et solidt årsregnskab' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2020 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER