Som at spille i casino!
18. marts 2021 - kl. 9:16 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I juni i år indgik næsten hele folketinget en aftale om at gavne klimaet ved at reducere Danmarks affaldsforbrænding med 30 %.
Det skulle ske ved at lade KL udarbejde en liste over de affaldsfyrede værker, som det er mest meningsfuldt at nedlægge, hvilket KL har gjort – den såkaldte “Dødsliste”.
Dødslisten er imidlertid blevet afvist af Energistyrelsen, og der er nu overhængende fare for, at al kommunal affaldsforbrænding bliver forlangt konkurreceudsat!
Det er ikke længe siden, vi i Frederikshavn Kommune oplevede, hvor galt det gik, da affaldsindsamlingen blev udliciteret til det private selskab Remondis. Det viste sig så dårligt for forsyningen, skraldefolkene og borgerne, at der var stor tilslutning til skrællemændene, da de strejkede for at få ændret de arbejdsbetingelser, som de blev påtvunget af Remondis. Det lykkedes heldigvis 3f og skraldefolkene at lægge så stort pres, at affaldsindsamlingen blev indliciteret og nu til alles tilfredshed er på Forsyningens egne hænder.
Hvis affaldsforbrændingen konkurrenceudsættes, vil fremtiden for vores fjernvarme bliver ligeså usikker som at spille i casino. Vores affald vil ende hos de, som vinder udbuddet og derved kan Frederikshavn miste sin varmekilde, bliver underskudsgivende og ende med at måtte lukke. Underskuddet vil så skulle dækkes af forbrugerne eller kommunekassen.
Hvis det bliver prisen, der kommer til at bestemme, risikerer man at selskaberne for at klare sig i konkurrencen tvinges til at nedprioritere miljø- og klimaindsatsen – helt imod, hvad der er brug for.
Hvis affaldshåndteringen liberaliseres, fjernes den lokale indflydelse på en vigtig kritisk infrastruktur, og vi bliver afskåret fra at finde de løsninger, der er bedst lokalt for at løse klima-og miljøproblemer og for forbrugerpriser og forsyningssikkerhed.
SF og Enhedslisten opfordrer på førstkommende byrådsmøde Byrådet i Frederikshavn til at henvende sig til klimaministeren og aftalepartierne med en protest mod planerne om at konkurrenceudsætte affaldsforbrændingen.
Der skal ikke gambles om fremtiden for vores affaldsforbrænding!
Christina Lykke (SF) og Ida Skov (Enhedslisten)
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Som at spille i casino!' til en bekendt