Giv en forårshilsen til en ældre medborger

Giv en forårshilsen til en ældre medborger

11. april 2021 - kl. 6:12 - af

Et år med corona-restriktioner har påvirket mange ældre mennesker. Nogle har svært ved at tro på, at de igen kan deltage i det sociale liv og føler sig isolerede. Derfor har projekt Styrk Fællesskabet taget initiativ til at producere 1.000 forårshilsener, som man kan give til ældre borgere i Frederikshavn Kommune.

Noget af det vigtigste er følelsen af at blive husket – at høre til i nogens tanker. Et år med corona-restriktioner og fysisk afstand til hinanden har påvirket mange ældre. Nogle har fortsat bekymringen for corona-smitte. Nogle har mistet troen på, at de igen kan komme ud og deltage i det sociale liv. Foreningernes og kirkernes besøgstjenester mærker en stor efterspørgsel på besøgsvenner, og her håber man, at genåbningen også vil betyde, at flere frivillige vil melde sig til besøgstjenesterne.

  • Det er meget vigtigt, at vi fortsat drager omsorg for ældre og viser dem, at de er i vores tanker – at de ikke er glemte. Vi går mod lysere tider, og mange ældre er allerede vaccineret. Kommunens aktivitetscentre, foreninger og lokale kirker kommer til at åbne for aktiviteter. Indtil da er det vigtigt at bevare håbet, og derfor har vi søsat et særligt initiativ, der skal hjælpe os med at huske hinanden, fortæller projektleder Ulla Hariet Jensen, Projekt Styrk Fællesskabet, Frederikshavn Kommune.
  • I samarbejde med Ældre Sagen, Røde Kors, kirker i lokalområdet og kommunens egne aktivitetscentre har Projekt Styrk Fællesskabet pakket 1.000 forårshilsner, der er klar til, at du og jeg kan bringe dem ud til ældre medborgere i Frederikshavn Kommune, fortæller Ulla Hariet Jensen.

Gavepose og personlig hilsen

En forårshilsen består af en gavepose med lidt godt fra de forskellige deltagere i initiativet. I posen er bl.a. en køleskabsmagnet i keramik udformet som blomsten forglemmigej. Køleskabsmagneterne er kreeret af borgere og medarbejdere på kommunens aktivitetscentre. Foreninger og kirker har bidraget til gaveposerne med bl.a. smukke vers, lidt godt til ganen og informationsmateriale, som fortæller om deres arbejde og tilbud til ældre.

Sammen med gaveposen følger et forårspostkort, der er designet til lejligheden. Her kan giveren skrive sin egen personlige hilsen til den ældre medborger, man giver en forårshilsen til.

  • Oplevelsen af, at netop du har haft mig i dine tanker, giver en helt særlig og varm følelse hos den, der får sådan en hilsen. Det er her, du gør en forskel, lyder det fra Ulla Hariet Jensen.

Hent en gratis forårshilsen – og giv den videre

Fra mandag den 19. april kan du hente en forårshilsen på kommunes aktivitetscentre. Du får udleveret en gavepose og et postkort, som du kan skrive din hilsen på. Poserne udleveres efter først-til-mølle princippet. 

  • Vi håber, at vores forårshilsen vil gøre en forskel for 1.000 modtagere og 1.000 afsendere, og at initiativet samtidig vil inspirere andre til selv at gøre noget lignende, slutter Ulla Hariet Jensen.

Ved udleveringen af forårshilsnerne er der personale til stede, som sikrer, at udleveringen sker corona-mæssigt forsvarligt efter alle gældende retningslinjer.

Fra mandag den 19. april til torsdag den 22. april er det muligt at hente en forårshilsen på Frederikshavn Kommunes aktivitetscentre i tidsrummet:

Mandag: kl. 9.00-17.00

Tirsdag-torsdag: kl. 9.00-12.00

Herefter kan de hentes i centrenes normale åbningstider.

  • Skagen Aktivitetscenter, Skagavej 132A, 9990 Skagen
  • Aktiv Ålbæk, Stationsvej 11, 9982 Ålbæk
  • Strandby Aktivitetscenter, Strandvej 65, 9970 Strandby
  • Rådhuscentret, Parallelvej 6, 9900 Frederikshavn
  • Bangsbo Aktivitetscenter, LP Houmøllers Vej 54, 9900 Frederikshavn
  • Østervrå Aktivitetscenter, Vrængmosevej 2A, 9750 Østervrå
  • Dybvad Aktivitetscenter, Aalborgvej 430, 9352 Dybvad
  • Sæby Aktivitetscenter/Havkærhus, Gasværksvej 24, 9300 Sæby

Projekt Styrk Fællesskabet er et tre årigt projekt, der arbejder med ældre hjemmehjælpsmodtageres trivsel og for at give den enkelte mulighed for at deltage i sociale fællesskaber. Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsens Fællesskabspulje.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Giv en forårshilsen til en ældre medborger' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger