Kommunens økonomiske tilstand
15. april 2021 - kl. 13:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hermed en status på Kommunens økonomi. Kommunal økonomi kan lyde kedeligt, men det er forudsætningen for udvikling, at vi har styr på pengene. Og det har vi.
Coronakrisen rammer hårdt på mange måder. Mest alvorligt er det, når mennesker rammes af sygdom og død. Men det er bestemt også benhårdt, når man mister job og indtjening.
Coronakrisen er økonomisk hård.
Kommunens økonomi er også ramt hårdt grundet Corona, men lad mig slå fast.:
Vi har styr på pengene.
Kommunal økonomi kan lyde kedeligt, men det er forudsætningen for udvikling, at vi har styr på pengene. Og det har vi.
Vi står nu med regnskabet for 2020, hvor Corona prægede langt de fleste måneder.
Vi har haft ekstra personaleudgifter, store udgifter til værnemidler som sprit, handsker, visir osv. Og så har vi haft store udgifter på ledigheden. Der er også områder, hvor vi har sparet. Det gælder kørsel, udgifter til kurser og forbrugsudgifter.
Noget der skal stå med fed, når vi husker tilbage på 2020 og på Coronaen, er den store indsats, alle har ydet for at få tingene til at glide på bedste vis. Det kan ikke gøres op i regneark.
Når vi ser på regnskabet, der nu skal overgives til revisionen, er konklusionen, at Corona kostede kommunen i 2020, men konklusionen er samtidig, at vi har løftet Corona-udgifterne i fællesskab – sådan som vi lovede hinanden i foråret 2020.
Samtidig har vi overholdt vores økonomiske målsætninger – dem vi styrer efter – efter tidligere tiders fejlslagne økonomiske politik.
Vi går fra 2020 og ind i dette år med styr på pengene og et budget, som hele byrådet er enige om.
Når vi kan fortsætte med at udvikle kommunen og investere for at få investeringer, er det fordi, vi har styr på pengene.
Vi har prioriteret, at socialområdet (ældre-, handicap og psykiatriområderne) og børne- og ungdomsområdet ikke skal spare den ene procent, vi ellers er nødt til at arbejde med, for at have styr på pengene, selvom kommunens indtægter falder. Og når vi vælger, at vi især skal prioritere ældreområdet og dagtilbudsområdet ved næste budget – ja er det fordi, vi har styr på pengene. Vi er heldigvis på den anden side af tidligere tiders økonomiske sjusk.
Mvh
Birgit Hansen
Borgmester
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunens økonomiske tilstand' til en bekendt