
Teis Gjervig.
Det blev til en roman i stedet for tæsk
12. juni 2021 - kl. 6:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På pudsig vis er en ungdommelig trussel mange år senere endt i debutroman med Læsø som ramme.
At der 17. juni udkommer en roman, der foregår på Læsø, var nok ikke sket uden en omgang ungdomspjat for godt 20 år siden. Forfatteren bag DU KAN DRUKNE PÅ MANGE MÅDER, Teis Gjervig, kom som barn ofte på sommerferie med sine forældre på øen, og som ung teenager blev han lovet en omgang bank af en af de
lokale unge på stranden i Østerby.
”Jeg husker tydeligt, hvordan han råbte og jagtede mig til fods op ad Østerby Havnegade, mens jeg hamrede af sted på min udlejningscykel,” fortæller Teis Gjervig med et stort smil.
For der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Flere år senere, i 2005, da Teis Gjervig læste på journalisthøjskolen i Aarhus, rendte han ind i bagmanden bag de efterhånden halvgamle løfter om tæsk. Det blev i stedet til en øl som undskyldning og udviklede sig til et stærkt venskab – og endda til familie, da Martin Poul Pedersen, som slagsbroren viste sig at hedde, giftede sig med Teis’ søster.
”Jeg siger ikke, at det er skæbnen, men at jeg i dag har skrevet en bog, der foregår på Læsø, var nok aldrig sket, hvis ikke jeg – af flere omgange – var rendt ind i Martin,” fortæller Teis Gjervig.
Inspirationen
Venskabet betød en genoptagelse af besøgende på Læsø, hvor de to mænds familier nu også stævner med ud fra færgelejet i Frederikshavn hver sommer. Men historien er bestemt ikke glemt.
”Den unge version af Martin har givet mig inspiration til en karakter i bogen. En sur og tvær teenager med sort hår og nittearmbånd,” fortæller Teis Gjervig og betegner det som en blanding af gengæld og hyldest til sin ven.
Til spørgsmålet om, hvor meget af bogen, der er baseret på øens indbyggere, svarer Teis Gjervig.
”Jeg har selvfølgelig ladet mig inspirere af mine mange år på Læsø. Og mange faktiske steder går igen i fortællingen. Man vil nok også godt kunne se glimt af rigtige mennesker. Men historierne er mine egne og karakterernes personligheder er en blanding af fri fantasi og egne erfaringer,” forklarer han og tilføjer:
”Jeg håber, at især Læsøboerne vil blive taget godt imod bogen. Den er alene skrevet med stor kærlighed.
Jeg skulle jo gerne kunne blive ved med at komme på øen,” slutter han med et grin.
FAKTA: DU KAN DRUKNE PÅ MANGE MÅDER
Bogen er skrevet af Teis Gjervig og udkommer den 17. juni 2021 på Forlaget Rød Panda. Læs mere på forlagetrødpanda.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det blev til en roman i stedet for tæsk' til en bekendt