Næstformand Dansk El Forbund Nordjylland, Per Dahl Sørensen, t.v. overrækker blomster til den nyvalgte afdelingsformand Per Skjervedal.
Skagbo ny formand for Dansk El Forbund Nordjylland
16. juni 2021 - kl. 8:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Dansk El Forbund Nordjylland har holdt generalforsamling 14. juni 2021. Generalforsamlingen var udskudt på grund af Covid 19 og skulle have været afholdt i november måned 2020.
På generalforsamlingen valgtes ny formand for de cirka 3.000 medlemmer af Dansk El Forbund Nordjylland. Det blev Per Skjervedal, Skagen, der har været faglig sekretær i Dansk El Forbund Nordjylland siden 2011.
Per Skjervedal udtaler, at han vil arbejde for et endnu stærkere Dansk El-Forbund med medlemmerne i centrum og et stærkere bånd til alle tillidsvalgte.
Den afgående formand, Jens Kristian Andersen, blev hyldet af generalforsamlingens deltagere, som også omfattede forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen og forbundsnæstformand Jens-Olav Pedersen, som også havde tillidshvervet som dirigent på generalforsamlingen.
Jens Kristian Andersen blev hyldet for sin rolige væremåde, sit sociale engangement og sin evne til at tilpasse sig forandringer i fagforeningen.
Den afgående formand var først kasserer i den tidligere Aalborg afdeling af el-forbundet. Senere blev han kredskasserer og ved den nye afdelingsstruktur i 2003 var det naturligt, at Jens Kristian Andersen blev valgt som formand for den nye, nordjyske afdeling af el-forbundet.
Som formand har Jens Kristian Andersen siddet i forbundets hovedbestyrelse, forretningsudvalg og budgetudvalg.
Posten som hovedbestyrelsesmedlem i forbundet overtages nu af den nye formand Per Skjervedal.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagbo ny formand for Dansk El Forbund Nordjylland' til en bekendt