Stor vilje til samarbejde om turismen i Frederikshavn Kommune

Fra venstre Mikkel Seedorff - Anne Walther - Kim Muller - Tonny Thorup.

Stor vilje til samarbejde om turismen i Frederikshavn Kommune

17. juni 2021 - kl. 9:08 - af

Destination NORD inviterede tirsdag til dialog i Arena Nord om udvikling af turismen i Frederikshavn Kommune. Der var stor vilje til og ønske om samarbejde, og mange konkrete idéer og projekter kom på bordet.

Destination NORD præsenterede den nye strategi ”Meget mere end bare turisme”, der med udgangspunkt i de udfordringer, som COVID-19 har givet branchen, sat et konkret mål om at skabe 3.000 jobs i turismebranchen frem mod 2030. Udover strategien blev planen for gæsteservice i Frederikshavn Kommune gennemgået: 

– Vi er superglade for den gode modtagelse af vores strategi og de mange konkrete bidrag og ønsker om at samarbejde. Det er helt, helt afgørende, at vi finder sammen i indsatser og projekter med erhvervslivet for at komme ud af denne krise og udvikle videre på vores fantastiske destination, siger direktør for Destination NORD, Tonny S. Thorup. 

På podiet bød Kim Müller fra Sæby Erhvervsforening ”op til dans” og samarbejde om udvikling af bl.a. Sæby Havn og sammenhængen mellem havnen og byens detailhandel. Der er store ambitioner om udviklingen af Sæby med udgangspunkt i havneudvidelsen og nu allerede et partnerskab med Destination NORD om konkrete indsatser.

Havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen fra Frederikshavn Havn var meget optaget af mulighederne inden for erhvervsturismen, som bygger oven på ambitionerne med ”Recycling City” og de mange muligheder for at trække møder, konferencer og besøgende hertil. Erhvervsturister, som også kan komme ud og opleve Havnen og de mange bæredygtige aktiviteter, som vokser og vokser i antal.

Skagens Kunstmuseer ved kommunikationschef Anne Walther og destinationsselskabet er allerede gået i gang med et fælles projekt med Kunsten og Utzon Center i Aalborg om fælles udvikling af tilbud og udveksling af data om målgrupper og markeder. Der er gennem Destination NORDs adgang til den nationale destinationspulje allerede bevilget 1,2 mio. kr. til et fælles projekt om at udvikle et kunstspor i destinationen. Samtidig er der søgt og bevilget midler til fælles markedsføring af nogle af vores store brands som Ancher, Krøyer og Utzon – der skal trække gæster til destinationen.

Direktør Tonny S. Thorup uddyber: – Jeg er kisteglad for, at vi er kommet så godt i gang med konkrete indsatser og projekter. I dag er der kommet endnu flere på bordet, og vi kommer til at følge op på dem alle sammen. Vi er taknemmelige og ydmyge omkring de mange udstrakte hænder, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er klar til at udvikle turismen i vores område i tæt samarbejde med virksomheder, organisationer og kommunen.

Nu står sommersæsonen for døren, og den store markedsføringskanon er kørt i stilling. På mødet kunne Destination NORD præsentere nogle kig ind i de kampagner, som er sat i gang, for at få danskerne til at holde ferie i vores del af Nordjylland. Samtidig er markedsføring startet på vores vigtigste markeder i Norge, Tyskland og Sverige.

– Vi er i år en del af et markedsføringssamarbejde med de øvrige nordjyske destinationer, hvor der er et historisk stort beløb afsat til markedsføring. Der investeres hele 43 mio. kr. i markedsføring af Nordjylland i år, og en stor del af det bliver dedikeret til vores del af Nordjylland, herunder også Frederikshavn Kommune. Så vi kæmper med alt, hvad vi har, for at trække gæster til i de kommende uger og måneder, slutter direktør Tonny S. Thorup.  

Om Destination Nord:

Destination NORD er sammen med de øvrige 18 destinationsselskaber i Danmark sat i verden for at arbejde professionelt med turismefremme og dermed skabe omsætning og jobs inden for turisme- og oplevelsesøkonomien. Destination Nord er destinationsselskabet for Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommuner.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stor vilje til samarbejde om turismen i Frederikshavn Kommune' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger