
Arena Nord – et kæmpe byggeprojekt med kalkuleret tilskud
22. juni 2021 - kl. 6:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Med 75 år på bagen og en stærk fond i ryggen har TRIGON både erfaringen og musklerne til at byde ind på selv meget store og komplekse byggeopgaver. Det var også tilfældet med Arena Nord fra 2004, der var et dyrt projekt, men som i dag er en drivkraft for områdets sports-, erhvervs- og kulturliv.
Det kræver helt specielle omstændigheder, for at en entreprenørvirksomhed giver sig i kast med en stor opgave, hvor man på forhånd ved, at leverancen vil blive mere omfattende end tilbuddet. Men situationen var også helt usædvanlig, da Frederikshavn Kommune i sommeren 2003 udskrev en totalentreprise-konkurrence på den ny sports- og underholdningsarena til byen. Baggrunden var dyster – byen havde få år forinden mistet sit nybygningsværft og mange hundrede job. Men et modigt byråd besluttede at investere massivt i kulturinstitutioner under mottoet “Fra værftsby til værtsby”.
Den satsning ønskede TRIGON Fonden at bakke op. Man kunne se, at det ville være godt for byen og godt for TRIGON, også selv om den økonomiske risiko var betydelig
Fem firmaer var indbudt i konkurrencen, og TRIGON kom med det vindende projekt. Arenaen skulle bygges i forbindelse med den eksisterende badmintonhal, Atletcentret og Idrætshallen. Desuden skulle der være møde- og konferencefaciliteter.
Ønsket fra kommunen lød på et projekt til ca. 50 mio. kr. indeholdende to håndboldbaner. Arealet på to håndboldbaner er ca. 50 x 50 meter og det giver jo 2500 m2, men en cirkel som indeholder den samme indskrevne firkant, bliver godt 3900 m2. Så når TRIGON tilbød en rund arena, tilbød man samtidig mange flere kvadratmeter til samme pris. Deri lå det kalkulerede tilskud.
Byggeriet blev en kompleks løsning med bærende betonvægge og stål-gitterspær med et spænd på 50 meter.
Placeringen af Arena Nord bød på udfordringer, for lige netop der gik en af byens centrale fjernvarmeledninger. Det gør den stadig, for den blev integreret i byggeriet og løber nu i en servicetunnel under bygningen.
Hele byggeriet af Arena Nord tog kun seks måneder takket være et fremragende samarbejde mellem alle involverede parter. TRIGON så potentialet i byrådets ny strategi og gik ind i projektet med et større sponsorat. Den runde arena ramte plet med hensyn til, hvad Frederikshavn havde brug for og har siden været byens stolthed, som har tiltrukket sports- og kulturevents i den store skala – bl.a. en slutrunde i håndbold-VM.
Siden har TRIGON involveret sig i flere store projekter, bl.a. Lille Skagen med 85 boliger og Værkergrunden med 32 udsigtsejerlejligheder i to højhuse og en ny biograf. TRIGON mestrer stadig ”Kunsten at kunne”, og det har man gjort i 75 år. Jubilæet var sidste år, men på grund af coronaen er festlighederne udsat til 31. august i år. Og her er det netop Arena Nord, der danner rammen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Arena Nord – et kæmpe byggeprojekt med kalkuleret tilskud' til en bekendt