Jan Ø. Jørgensen: – Vi skal spille vores bedste for at komme videre

Fra den sidste træning i Brøndby Hallen inden tirsdagens DM-semifinale.

Jan Ø. Jørgensen: – Vi skal spille vores bedste for at komme videre

22. juni 2021 - kl. 9:12 - af

Over fire måneder efter den sidste kamp i grundspillet spiller Vendsyssel Elite Badminton i dag Final 4 i Brøndby Hallen. Modstanderen er Værløse. Kampen begynder kl. 13.00 og sendes direkte på TV2 Sport.

– Vi står godt, og folk virker parate. Vi har set frem til det her, og flere af vores spillere skal jo til OL og bruger Final 4 som vigtig forberedelse, siger VEB’s Jan Ø. Jørgensen, som ikke bare spiller første herresingle.

Han har overtaget rollen som spillende cheftræner, fordi VEB’s normale cheftræner, Allan Kolbro Nielsen, har været tvunget til at blive hjemme i Skagen efter at have været indlagt på sygehuset med høje infektionstal.

 – Allan fylder normalt rigtigt meget med sin store energi, så vi må alle gøre lidt ekstra. Vi rykker tættere sammen og bruger det aktivt, at vi mangler Allan. Vi vil vinde for ham, for det har jo været hans store mål at komme i Final 4, siger Jan Ø. Jørgensen.

På grund af COVID-19 er langt de fleste internationale turneringer blevet aflyst, og det betyder, at VEB’s internationale topspillere mangler kamptræning. Det mener Jan Ø. Jørgensen dog ikke betyder noget.

 – Vi har verdensklassespillere på holdet, som træner rigtigt meget, så den manglende kamptræning ser jeg ikke som et problem, pointerer han.

VEB vandt grundspillet og slog undervejs Værløse 5-4 ude – endda uden Kirsty Gilmour, Mathias Christiansen og Zvonimir Durkinjak. Der er ingen tvivl om, at VEB er favorit i semifinalen, men Værløse havde samme “underdog-rolle” ved Final 4 i 2020, og her vandt sjællænderne overraskende over Højbjerg og kom i DM-finalen.

 – Når jeg kigger på de to hold, synes jeg, at vi har en god chance for at vinde, selv om Værløse bestemt har et farligt hold, som sagtens kan drille os. Vi skal tage opgaven meget seriøst og spille vores bedste for at gå videre, men så kan jeg også godt tælle til fem, udtaler Jan Ø. Jørgensen.

Det hold, som først vinder fem kampe, kvalificerer sig til finalen onsdag aften mod enten Team Skælskør-Slagelse eller Skovshoved.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Jan Ø. Jørgensen: - Vi skal spille vores bedste for at komme videre' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger