
Forsyningen afholder forbrugervalg i 2021
24. juni 2021 - kl. 8:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hvert 4. år afholder Frederikshavn Forsyning forbrugervalg til bestyrelsen for Frederikshavn Vand A/S og Frederikshavn Spildevand A/S, og sidst på året er det igen tid til at gå til valgurnerne.
Brænder du for bestyrelsesarbejde, og kunne du tænke dig at have indflydelse på, hvordan vand- og spildevandsforsyningen i Frederikshavn Kommune skal se ud i de næste fire år? Så kan du overveje at stille op som forbrugerrepræsentant til vores to bestyrelser. Foruden de to fælles forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer søger vi fire suppleanter. Valgperioden er fra 1. januar 2022 til 31. december 2025.
Bestyrelsen for Frederikshavn Forsyning A/S har besluttet, at de forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer fremadrettet skal have tilbud om at indgå i bestyrelsen for Frederikshavn Affald A/S. Dette er nyt i forhold til tidligere.
”Set i lyset af de kommende ændringer indenfor affaldsområdet med øget affaldssortering til genbrug vil der være et stigende behov for et tættere samarbejde mellem Frederikshavn Affald og kunderne”, oplyser formand for Frederikshavn Forsyning A/S, Erik Kyed Trolle. ”Affaldsområdet er i lighed med Frederikshavn Vand og Frederikshavn Spildevand et område, som dækker kunder i hele kommunen, hvorfor det vil være indlysende, at kunderne også på affaldsområdet er direkte repræsenteret i bestyrelsesarbejdet og beslutningerne”, fortsætter formanden.
”En øget repræsentation af forbrugere vil være helt i tråd med den vedtagne ejerstrategi for Frederikshavn Kommune, der i bund og grund handler om, hvordan et kommunalt ejet aktieselskab bedst kan drives til fordel for dets ejere og for øvrige interessenter. Her er der fokus på hensyn som åbenhed, gennemsigtighed og ansvarlighed i den offentlige sektor for at opretholde borgernes tillid. Ved at tilbyde forbrugervalgte medlemmer en plads i bestyrelsen for Frederikshavn Affald A/S kan vi tage en endnu større bid af lagkagen i forhold til at inddrage ejerstrategien i vores bestyrelsesarbejde”, afslutter Erik Kyed Trolle.
Anmeldelse af kandidatur bliver annonceret i løbet af efteråret, og valget vil foregå elektronisk i perioden 1.-10. december 2021.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forsyningen afholder forbrugervalg i 2021' til en bekendt